Kristian Jensen og Pernille Rosendahl havde kendt hinanden i flere år, inden de tirsdag stod frem med deres forhold.

Det fortalte Kristian Jensen i et stort interview i B.T., hvor han fortalte, at han skulle skilles fra sin kone gennem 21 år, fordi han havde fået følelser for den tidligere Swan Lee-forsanger og 'X Factor'-dommer.

Og nu mener Twitter-folket at have fundet håndgribelige beviser på sangeren og politikerens spirende romance i dens spæde, spæde opstart.

»Vi har kendt hinanden i mange år. Hun har optrådt til arrangementer, hvor jeg har været, og vi har fælles bekendte, som gør, at vi har snakket sammen, men det er først på det allerseneste, at det har udviklet sig,« forklarede Kristian Jensen.

Sangeren Pernille Rosendahl og politikeren Kristian Jensen danner par.
Sangeren Pernille Rosendahl og politikeren Kristian Jensen danner par. Foto: Emil Hougaard og Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Siden har adskillige danskere gjort sig lystige over det umage pars overraskende afsløring.

Blandt andet ved at grave gamle billeder og samtaler frem fra det sociale medie Twitter, hvor de to har skrevet sammen ved flere lejligheder.

For fem år siden, i januar 2015, skrev Pernille Rosendahl på Twitter, at hvis hun skulle stemme på Venstre, så ville hun give Kristian Jensen sin stemme.

'Tak, jeg håber stadig at kunne få dig overbevist,' svarede han flankeret af en blinkesmiley.

Foto: Twitter
Vis mere

Det fik Pernille Rosendahl til at sende ham en kyssesmiley og en opfordring til bare at 'klø på'.

Derfor vækker de opsigt

Dette er blot et af flere eksempler, som du kan se flere af nederst i artiklen, for til B.T. har eliteforsker Christoph Ellersgaard fra CBS tidligere forklaret, at Kristian Jensen og Pernille Rosendahl er sådan et par, som danskerne ikke kan lade være med at diskutere på de sociale medier.

»Han er vokset op i Herning i foreningsvenstre, laver stadig gymnastik, har børn, bor stadig i Herning og er bankuddannet. Det emmer ikke ligefrem af sex,« lyder vurderingen fra Christoph Ellersgaard.

»Han repræsenterer meget antitesen til Pernilles tidligere liv med rockstjerne-kærester. Han ligner ikke en, der skal ud og tage en masse stoffer og være vild, så hvis hun har haft brug for forandring, har hun fået det i ham,« siger han.

Foto: Twitter
Vis mere

Et kig på Twitter viser, at Pernille Rosendahl netop kunne bruge Kristian Jensen i september 2018, hvor hun følte sig nedtrykt.

Eller 'blå', som hun selv kaldte det i et tweet. Det fik Kristian Jensen til at skrive til hende.

'Jeg føler mig tit blå, men uden at være ked af det,' skrev han – igen med en blinkesmiley – med henvisning til sin næstformandspost i det blå parti Venstre.

Den kommentar gav Pernille Rosendahl 'et lille smil på læben', svarede hun.

Hørte Pernille Rosendahl med konen

På Twitter er et gammel billede af Kristian Jensen og hans nu tidligere hustru Trine Overmark Jensen, som han har tre sønner med, også begyndt at florere.

I 2015 var ægteparret nemlig i Musikhuset i Aarhus i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag, hvor blandt andre Pernille Rosendahl skulle optræde.

'Klar til fest for dronningen. Glæder mig især til Pernille Rosendahl,' skrev Kristian Jensen over en selfie af konen og ham selv, som disse dage deles igen og igen på Twitter. Billedet fremgår ikke længere på hans profil.

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at Kristian Jensen og konen har været til flere koncerter med Pernille Rosendahl. Så sent som i 2017 medvirkede Venstre-profilen i Børsens faste weekend-format, hvor kendte fortæller detaljeret om deres weekend. Her skrev Kristian Jensen, at han kl. 21.30 havde taget Trine Overmark Jensen og nogle venner under armen.

»Sammen med vores venner tager vi efter middagen ned på det lokale spillested i Herning, der hedder Fermaten. Der er rigtig hyggeligt at være, og vi lytter til Pernille Rosendahl, som optræder,« fortalte han til mediet i 2017.

At Kristian Jensen elsker at lytte til sin nye kærestes stemme, har han skam også tidligere fortalt hende direkte.

Det gjorde han i februar sidste år, da Pernille Rosendahl spurgte, om hun måtte 'stjæle' et citat, som Kristian Jensen skulle have sagt: 'Man kan ikke skændes, når man synger.

'Du må tage det hele, når bare du lover ikke at stoppe med at synge,' svarede politikeren til forespørgslen.

Foto: Twitter
Vis mere

Selvom Kristian Jensen har fortalt om sin kærlighed til Pernille Rosendahls røst flere gange, så er han musikmæssigt nok mest kendt for sin store begejstring for Volbeat, som blandt andet kom til udtryk, da han anmeldte det danske rockband for B.T. for nylig.

Og det hele går naturligvis op i en højere enhed, da Pernille Rosendahl medvirkede på sangen 'Mary Ann’s Place' fra Volbeats album 'Guitar Gangsters & Cadillac Blood' fra 2008.

Har slettet sætning

Siden nyheden om Kristian Jensen og Pernille Rosendahl så dagens lys tirsdag, har politikeren ændret i teksten på sin Instagram-profil.

Tidligere stod der blandt andet, at han var 'næstformand i Venstre, far til 3, gift med 1'. Detaljen med ægteskabet er nu slettet.

Foto: Instagram
Vis mere

Til gengæld har den nu tidligere næstformand endnu ikke slettet, at han er 'næstformand i Venstre'.

Kristian Jensen har over for B.T. ikke villet afsløre, hvor længe han og Pernille Rosendahl har dannet par.

Han har dog indrømmet, at hun er årsagen til hans skilsmisse fra Trine Overmark Jensen.

»Jeg har fået stærke følelser for Pernille, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift. Derfor er det min beslutning, at vi skal skilles,« fortalte Kristian Jensen tirsdag til B.T.

Kristian Jensen og Pernille Rosendahl har ikke offentligt kommenteret deres forhold eller politikerens skilsmisse, siden de tirsdag bekræftede over for B.T.

»Det er selvfølgelig en vanskelig situation, det her, og netop derfor – også fordi der er en masse mennesker involveret, som ikke har bedt om den her – har jeg ikke brug for at sige så meget mere. Jeg har brug for, at der er så meget ro omkring det, som der overhovedet kan være,« sagde Pernille Rosendahl til B.T.

Blot et lille pip er det blevet til på Twitter, hvor det radikale folketingsmedlem Stinus Lundgreen oven på nyheden spørger, om han, Kristian Jensen og Pernille Rosendahl så ikke skal drikke en øl og lytte til Kiss og Iron Maiden på Copenhell til sommer.

'Aftale,' svarer sangerinden.