Endnu en kendis må melde sig i rækken af folk, som er blevet smittet med den verdensomspændede coronavirus.

Den seneste til at offentliggøre, at han må holde sig hjemme, er 'Game of Thrones'-stjernen Kristofer Hivju, som har skrevet en opfordring til alle.

Den rødhårede nordmand skriver på sin Instagram-profil, at han er testet positiv, og han derfor vil blive i sit hjem.

Han skriver dog, at han kun har milde symptomer og derudover har det godt, men påpeger, at det ikke er alle, der er så heldige.

'Der er mennesker, som er udsat for en større risiko, for hvem virussen kan være en ødelæggende diagnose, så derfor opfordrer jeg alle til at være ekstremt påpasselige; vask jeres hænder, hold 1,5 meters afstand fra hinanden, gå i karantæne, bare gør alt, hvad I kan, for at sørge for, den her virus ikke spreder sig,' skriver skuespilleren med det store skæg.

I 'Game of Thrones' spillede Kristofer Hivju rollen som den hårdføre Tormund Giantsbane, som var vant til svære levebetingelser i barskt vejr, men nu er den berømte skuespiller altså nødt til at finde sig i at være i sit hjem frem for at kæmpe fiktive krige i det kolde nord.

Han bruger dog sin platform som kendt person ramt af coronavirus til at komme med et opråb.

'Sammen kan vi bekæmpe den her virus og undgå en krise på vores hospitaler. Vær sød at tage vare på hinanden, hold afstand og hold jer sunde,' skriver han og uddyber:

'Vær sød at besøge jeres lands sundhedsstyrelses hjemmeside, og følg de anbefalinger for at være sikre og beskytte ikke bare jer selv, men jeres nabolag og særligt dem, der risikerer mere som ældre og folk med allerede eksisterende sygdomme.'

Kristofer Hivju er ikke den eneste kendis, der er testet positiv for virussen.

Den første store stjerne til at melde ud, at han var blevet ramt, var Tom Hanks.

Mandag 16. marts offentliggjorde verdensstjernen Idris Elba desuden, at også han havde fået virussen, og ligesom sin skuespillerkollega Kristoffer Hivju opfordrede han via sin Instagram-profil folk til at være varsomme.