Kit Harington, bedre kendt som 'Jon Snow', er kommet i behandling for at arbejde med 'personlige problemer'.

Den 32-årige 'Game of Thrones'-stjerne har ifølge en repræsentant for den britiske skuespiller haft brug for at komme på et behandlingscenter, fordi HBO-serien er stoppet.

»Kit har bestemt sig for at bruge en pause som en mulighed for at tilbringe tid på et behandlingssted for at arbejde med nogle personlige problemer,« siger repræsentanten i en udtalelse ifølge Reuters.

Det vides ikke helt præcis, hvilke problemer det drejer sig om. Ifølge Page Six er Kit Harington dog hårdt ramt af, at den populære HBO-serie er nået til vejs ende. Ifølge mediet skal han have tjekket ind på en særlig klinik, allerede flere uger før fantasy-serien sendte sit sidste afsnit i USA den 19. maj.

Kit Harington behandles ifølge Page Six med psykologisk coaching, meditation og kognitiv behandlingsterapi for at kunne bekæmpe sin stress og håndtere negative følelser.

En ven har også fortalt til Page Six, at 'slutningen af 'Game of Thrones' slog ham ud'.

»Det gik op for ham, at 'det var det – det var slutningen'. Det var noget, de alle havde arbejdet så hårdt på i så mange år. Så havde han en følelse af: 'Hvad nu?' Han er på en klinik for stress og også alkohol. Hans kone, Rose, er meget støttende. Alle tæt på ham vil bare gerne give ham ro. Lige nu skal han bare have fred og ro.«

Det koster omtrent 120.000 dollar om måneden at bo på behandlingsstedet – svarende til lidt over en million kroner. Hver måned.

Her ses Rose Leslie og Jon Snow. Parret blev gift i 2018 og mødte hinanden under optagelserne på den populære HBO-serie. (Photo by Angela Weiss / AFP)
Her ses Rose Leslie og Jon Snow. Parret blev gift i 2018 og mødte hinanden under optagelserne på den populære HBO-serie. (Photo by Angela Weiss / AFP) Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Kit Harington har selv fortalt, at han knækkede fuldkommen sammen, da de sidste optagelser af serien blev filmet, og at han følte, han blev flået levende, da han tog 'Jon Snow'-kostumet af for sidste gang.

Tidligere er det også kommet frem, at Kit Harington har haft det svært ved at håndtere sin berømmelse og den massive opmærksomhed, der fulgte med hans rolle som 'Jon Snow'.

»Jeg havde det, som om jeg burde føle, at jeg var verdens heldigste person, når jeg i virkeligheden følte mig meget sårbar,« sagde han på daværende tidspunkt ifølge Variety.

Kit Harington er gift med 32-årige Rose Leslie, som er kendt for sin rolle som 'Ygritte' i 'Game of Thrones'. De mødte hinanden under optagelserne til serien.