»Mens alle andre sad hjemme i karantæne i de første måneder af pandemien, risikerede Mr. Hoyos sit helbred for Hr. Davis og hans familie,« lyder det et i sagsanlæg mod musiklegenden Clive Davis.

Den 89-årige producer, der blandt andet er kendt for at gøre Whitney Houston til en verdensstjerne, er ifølge Page Six blevet sagsøgt af sin tidligere kok, Hernando Hoyos, som anklager ham for generel dårlig behandling, da verden sidste år blev ramt af coronakrise.

Kokken mener ifølge sagsanlægget, at han 'arbejdede som en hund', ikke fik betalt for overarbejde, og da han klagede over det hele, endte han med at blive fyret. Nu kræver han erstatning, men Clive Davis afviser alt.

Hernando Hoyos, begyndte at arbejde for Clive Davis i sommeren 2019, hvor han blev ansat til at lave mad i Clive Davis' hjem i en forstad til New York. Han blev i første omgang ansat til at arbejde 44 timer om ugen.

Clive Davis med Carlos Santana i 2000.
Clive Davis med Carlos Santana i 2000. Foto: JIM RUYMEN
Vis mere

Clive Davis kom i begyndelsen kun i huset i weekenden, men da han i sommeren 2020 flyttede ind på fuldtid, blev Hernando Hoyos arbejdstid ifølge sagsanlægget fordoblet, og her begyndte det angiveligt at gå skævt.

Ifølge Hernando Hoyos skulle han ikke kun lave mad, men også gøre rent, købe ind og hjælpe husholdersken i huset med at støvsuge og løfte tunge ting.

Verden var samtidig midt i en coronakrise, og her angriber kokken Clive Davis for at sætte hans helbred på spil.

»Hr. Davis' familie sendte ofte Hr. Hoyos i supermarkedet to gange om dagen midt under pandemien. De sendte ham en enkelt gang endda afsted kun for at købe en enkelt jalapeno,« lyder det i sagsanlægget.

Clive Davis i 2019.
Clive Davis i 2019. Foto: Angela Weiss
Vis mere

Senere på sommeren kom det på tale, at kokken i stedet for at få betaling for sit overarbejde i stedet kunne tage en halv fridag om ugen. Her opstod en konfrontation, og kokken endte med en fyreseddel.

Ifølge sagsanlægget skulle Clive Davis have sagt, at han ikke betaler for overarbejde, og at Hernando Hoyos derudover skulle være taknemmelig over at have dette drømmejob.

Hernando Hoyos kræver nu 250 dollar – cirka 1.500 kroner – for hver uge han arbejdede over uden betaling i erstatning. Han kræver også at få betalt sin advokat.

»Det er virkelig skræmmende, at en mand med Clive Davis indflydelse tvang min klient til at købe ham en jalapeno midt under pandemien og ikke havde den anstændighed at betale ham for overarbejde,« udtaler Hoyos advokat Matthew Bill ifølge Page Six.

Clive Davis med Alicia Keys i 2002.
Clive Davis med Alicia Keys i 2002. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

»Det er foragteligt, at verden læser historier om Davis, der er ude at feste og være vært for begivenheder med kendte gæster, mens han snyder og underbetaler sine medarbejdere,« tilføjer han.

Clive Davis advokat Donald Zakarin afviser i en pressemeddelelse beskyldningerne og tilføjer, at Hernando Hoyos udelader fakta – for eksempel at Hernando Hoyos upassende havde bedt om at blive betalt sort.