Serieskaberen Justin Roiland er blevet fyret fra sin egen tv-serie 'Rick & Morty' efter flere problematiske anklager.

Det oplyser produktionsselskabet Adult Swim i en pressemeddelelse.

Sammen med Dan Harmon skabte Justin Roiland i 2013 den animerede tv-serie, som siden har opnået voldsom popularitet. Ifølge kilder tæt på produktionen er der ikke planer om at stoppe serien trods fyringen, skriver The Hollywood Reporter.

Foruden at være medskaber af serien lægger Justin Roiland stemme til de to hovedkarakterer Rick og Morty, men foreløbig er der ingen meldinger om, hvem der overtager denne tjans.

Udmeldingen om Justin Roilands fremtid i produktionsselskabet kommer efter, at den 42-årige skuespiller og serieskaber tidligere på måneden formelt blev sigtet i en sag om partnervold, som går tilbage til 2020.

Ifølge NBC News nægter Justin Roiland sig skyldig og blev løsladt mod kaution, men forventes at skulle møde i retten 27. april. Her er han foruden partnervold med legemsbeskadigelse til følge sigtet for frihedsberøvelse.

Efter sagen kom frem i medierne, er en anden sag desuden begyndt at ulme på de sociale medier. Her er flere kvinder nemlig stået frem med historier om, hvordan Justin Roiland angiveligt skulle have skrevet seksuelt grænseoverskridende beskeder til dem, da de var mindreårige.

Kvinderne ligger inde med screenshots af beskedudvekslinger, som de hævder er mellem dem og ham. Sagen er kun blevet mere uheldig for Justin Roiland, efter at et ældre klip fra podcasten 'The Grandma’s Virginity' er begyndt at florere.

Her fortæller serieskaberen, at han 'ikke er pædofil' og 'ikke er tiltrukket af små børns kroppe', men:

»En 14-årig, der ligner en på 18 med store bryster – selvfølgelig er jeg tiltrukket af det,« siger han i podcasten.

Justin Roiland har endnu ikke kommenteret sagerne.