Jacob Riising, som i 2018 blev fyret fra DR, hvor han har været vært for et stort antal programmer, har nu lavet sit eget firma. Det oplyser han selv på Instagram.
Jacob Riising var en af de mange medarbejdere, som DR afskedigede i forbindelse med den omfattende nedskæringsrunde i 2018. Men ifølge opslaget på Instagram, så har han altså besluttet sig for at være sin egen chef i et nyoprettet enkeltmandsfirma.
Den tidligere studieværts firma hedder ganske enkelt »Jacob Riisings firma,« så alene ud fra navnet kan man ikke blive så meget klogere på hvad studieværten har kastet sig over.
Men ifølge erhvervsdatabasen BIQ, så er Riisings firmas primære virke i branchen 'selvstændigt udøvende scenekunstnere,' som netop er den branche, som flere andre studieværters egne firmaer er oprettet under. Herunder Anders Breinholt og Niels Brinch.
Jacob Riising er 40 år gammel og er især kendt fra flere af DRs børneprogrammer.
Han har blandt andet været vært for børnequizprogrammet Amigo, samt Gepetto News på Ramasjang.
Riising har dog også haft værtsansvaret for flere programmer udover børneprogrammerne. Herunder underholdningsprogrammet Versus og Melodi Grand Prix i 2014 sammen med Esben Bjerre.
Lørdag aften arbejder B.T. på at få en kommentar fra Jacob Riising. Indtil videre uden held.
