Da sangeren Freja Kirk stadig gik i gymnasiet, mistede hun sin far, og det blev en gamechanger for hende. Det var også første gang, hun stiftede bekendtskab med døden, og hvad det vil sige at miste. Faren spiller stadig en stor rolle i hendes liv, og han har blandt andet været medvirkende til, at Freja valgte musikken som sin levevej.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

»Det er min fars død i 2006, der står klarest for mig, når du spørger om det. Jeg var i gang med gymnasiet, og det blev på mange måder en gamechanger. Det blev pludselig meget tydeligt for mig, at livet faktisk har en ende. Det ændrede min måde at anskue verden på, og det hjalp mig også med at sortere i, hvorvidt en konflikt eller en kamp var vigtig eller ikke var det. Og så helt klart min første albumrelease. Det blev holdt oppe i et fedt fotostudie på Kultorvet. Vi havde inviteret de nærmeste plus nogle branchefolk, men det endte med at blive den vildeste fest med alt for mange mennesker. De blev nødt til at lukke festen ned, og der er vist aldrig blevet holdt fester siden.«

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

»Inderst inde har jeg nok altid vidst, at det var musikken – men det blev først meget tydeligt for mig, da min far døde. Da det skete, var der ligesom ingen vej tilbage.«

Hvorfor var der ingen vej tilbage?

»Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at gøre det, der gav allermest mening for mig – og gøre det fuldt ud. Min mor og far har altid været meget gode til at fortælle mig, at jeg havde et særligt talent, jeg burde udnytte. Men når man er ung og rebelsk, er det det sidste, man gider lytte på. Men med sådan en altoverskyggende begivenhed som ens fars død står alt bare på en måde mere soleklart. Jeg er vokset op med musikken, og den blev også på mange måder min redning og mit outlet for alle de svære følelser, der kom i forbindelse med at miste.«

Hvis ikke du lavede musik, hvad ville du så lave?

»Så ville jeg højst sandsynligt være kok og have et lille bed and breakfast, men det kan jeg jo stadig nå senere hen i livet.«

Hvad er du mest stolt af?

»Min musik og mit gåpåmod. 'Pussy Gone Wild' er på en måde kulminationen af de to. Jeg var sindssygt bange for at være helt ærlig i forhold til teksterne i starten, men med 'Pussy Gone Wild' var det en befrielse endelig at turde sige de ting højt, jeg længe havde gemt på. Det er blevet mit eget personlige anthem om at være stolt af præcis den, man er, og turde stå ved, hvem man er – det er den største sejr.«

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

»Da jeg skrev mit første album. Det var den vildeste følelse af at gå all in på et projekt og leve dag og nat for, at det blev så ægte og tro mod mig selv som overhovedet muligt. Det var en proces, jeg virkelig nød, og hvor jeg fik venner for livet og oplevelser, jeg aldrig vil glemme. Den første gang er bare altid vildest!«

»Det er lige vildt, hver gang et menneske kommer hen og fortæller mig, hvad min musik har betydet for dem. Nogle af dem fortæller mig endda, at jeg har været med til at ændre hele deres liv og gjort det muligt for dem at turde stå ved, hvem de er, og det gør mig selvfølgelig vildt stolt.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.