Den var oppe imod fire af landets ypperste restauranter i form af Noma, Geranium, Restaurant AOC og Søllerød Kro ved et stort gallaarrangement søndag aften på sidstnævnte restaurant.

Alligevel snuppede Frederikshøj i Aarhus prisen »Årets Restaurant 2012«, som Den Danske Spiseguide står bag.

- Det er så stort, som det kan blive for os. Vi må hvert år se, at der bliver uddelt Michelin-stjerner i København uden at få muligheden for at måle os med dem, men nu har vi et bevis for, at vi er på mindst samme niveau, siger indehaver Wassim Hallal med henvisning til, at Michelin-Guiden kun vurderer restauranter i og omkring hovedstaden.

Titlen bliver anset for at være den mest prestigefyldte danske pris. I løbet af året bliver feltet af restauranter snævret ind til fem kandidater, som til slut får mulighed for at vise dommerpanelet, hvad de kan.

- Når der ikke er limit for råvareanvendelse, når velsmagens øvre grænse er målet og opleves, når fantasien er grænseløs, når ambitionen er synlig som tordenild, lød det blandt andet fra dommerpanelet om valget af Frederikshøj.

Wassim Hallal håber, at prisen kan give Aarhus et rygstød i forsøget på at trække verdens mest anerkendte spiseguide, Michelin-Guide, til byen.

- Der har været meget snak om det, men nu har byen en konkret platform at arbejde ud fra. Vi har beviset på, at det i hvert fald ikke er kvaliteten, der skal holde dem væk, siger Wassim Hallal, der også er kendt fra den danske version af tv-programmet »Hells Kitchen« i 2010.

Henne Kirkeby Kro vandt titlen sidste år, mens prisen gik til Noma i 2010.

Wassim Hallal vandt også med Molskroen i 2006.