To runder på markedet og et prisafslag, der endte på i alt 395.000 kroner, var, hvad der skulle til for, at musikeren Rasmus Walter og fruen Barbara kunne pakke deres grej og forlade deres hjemadresse på Frederiksberg.

Parret sendte oprindeligt deres 91 kvadratmeter store ejerlejlighed på markedet i november 2018. Den gang lød prisen på 4.995.000 kroner.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Men nu, hvor salget er endeligt, afslører tinglysningen af skødet for ejendommen, at Walter-parret er endt med at give håndslag på en handel til 4,6 millioner kroner.

Det giver en kvadratmeterpris på 50.550 kroner, hvilket dog stadig er en pæn bid over gennemsnittet for det eksklusive område.

Stigende priser

Frederiksberg C oplevede et fald i udbudspriserne fra 2018 til 2019 - men har nu igen skiftet til kvadratmeterpriser med positivt fortegn.

Sidste år på denne tid stod en gennemsnitlig ejerlejlighedskvadratmeter i postdistriktet således udbudt til salg for 50.250 kroner - mens en tilsvarende i år står udbudt til salg for 54.037 kroner.

Tal fra Boliga.dk viser, at en gennemsnitlig kvadratmeter dog endte med at blive solgt for 48.400 kroner,* hvilket betyder, at Rasmus Walter har fået godt 2.000 kroner mere pr. kvadratmeter end gennemsnittet.

Frederiksberg C-priserne er fortsat blandt landets absolut dyreste blot overgået af postnumrene; København K, København V og Nordhavn, der er helt i front med udbudskvadratmeterpriser på svimlende 59.165 kroner.

Walter-parret købte deres lejlighed i 2014, den gang lød prisen på 3,5 millioner kroner, og dermed kan det altså meget vel være, at der er lidt plus på boligbudgettet til et nyt hjem.

Rasmus Walter er en kendt del af den danske musikscene; først som forsanger i bandet Grand Avenue og siden på egen fod. Hans første soloalbum kom på gaden i 2011 - og han har siden da udgivet flere albums, hvorfra blandt andet hits som “Endeløst” og “På en dag som i dag” har været svære at komme udenom.

Se Frederiksberg lækreste lejligheder til salg her

*Boliga.dk har opgjort den gennemsnitlige udbuds- og salgskvadratmeterpris på ejerlejligheder solgt i 2019 og udbudt til salg hhv. 1.marts 2019 og 1.marts 2020.