Til sidst i 'Kronprinsen og Danmark' spiller dronning Ingrid en ond spade - lånt fra Queens (!) Brian May - mens hun svæver rundt i luften med englevinger. Det bizarre skue virker mærkeligt nok logisk. For 'Kronprinsen og Danmark' er scenografisk set original og samtidig fyldt med velgørende galskab.

Måske siger det noget om forskellen på svenskerne og os danskere. Den svenske bog 'Den modvillige monark' (2010) var en alvorligt besk udlevering af den svenske kong Carl Gustaf.

Selv deres mest saftige skandaler går svenskerne til med største alvor og et nærmest teutonsk tungsind. For det ikke skal være løgn blev en af bogens hovedkilder likvideret for nylig.

Det ny teaterstykke om vores modvillige monark, kronprins Frederik, er en satirisk komedie. En til tider ramsaltet, surrealistisk, grænseoverskridende, anarkistisk forestilling.

Ét langt revynummer

Ét meget langt revynummer af to en halv times varighed. Og dét er bestemt ikke negativt ment.

Som det bliver nævnt flere gange i 'Kronprinsen og Danmark' ønsker 83 pct. af os at bevare Kongehuset. Det er en udbredt opfattelse i offentligheden, at Kronprinsen vist tilhører de andre 17 pct.

Omkring dén konflikt i kronprins Frederik - som han vel dybest set selv er den eneste, der har indsigt i - drejer 'Kronprinsen og Danmark' sig.

Stykkets manuskriptforfattere, Vivian Nielsen og Jacob Tingleff, tager udgangspunkt i diverse mere eller mindre offentligt kendte myter og hele og halve sandheder.

Prins Henriks uforløste drømme om at bestige tronen og hans til gengæld stærkt forløste tørst. Kronprinsens mange kvinder, hans evne til at tale uforståeligt sort. Hans tvivl.

Marys s/m-stamina

Den udspekulerede kronprinsesses høje ambitionsniveau på egne og Frederiks vegne. I skuespilleren Christine Gjerulffs sexede figur tillagt en domina s/m-lignende stamina. Med Daisys ord 'en dumsmart reklametøs'.

Som Margrethe først 'ansætter' som sin kommende dronning, da hun forstår, at Mary - modsat Frederik - kan regere Danmark.

Der er mange grin. Da Helle Thorning siger sit trefoldige 'længe leve' for den nye kong Frederik den niende på balkonen, skynder hun sig selvfølgelig at tage en selfie.

Prins Joachims ekskone betegnes som Hong Kong Cougar. Den slags klassiske stand up greb vrimler det med.

Rollen som den modvillige kronprins, som stadig hænger fast i sine varme følelser overfor sin 'rigtige' mor, dronning Ingrid, spilles af Mick Øgendahl. I første akt fjoller han mest rundt som Frederik i underhylere.

Hvorfor Mick først iklæder sig lange bukser efter cirka to timer og tyve minutter. Ja, det beats me.

Det virker som om, Øgendahl har svært ved at give slip Mick, frem for at lade Frederik komme til. Det bliver meget bedre efter pausen.

Famlende begyndelse

Det gælder forestillingen som helhed, at det virker noget famlende i begyndelsen. Som om vægtningen af pjank og alvor, mikset af fortælling, satire (revy-delen) og de fysisk betonede scener med Øgendahl hængende i lysekronen - i evig bevægelse i det hele taget - volder dramaturgiske problemer. Er det en (Prince) teaterkoncert? En komedie? Commedia dell'arte?

Efter pausen træder han stærkere i karakter, finder sin retning for den nu tvivlrådige konge frem mod finalen, som ikke skal røbes her.

En scene, hvor han genforenes med sin mor og mormor har poetiske dimensioner.

Øgendahl har udviklet sig til en god spiller, der sagtens kan give sin figur liv og sjæl uden alle mulige badutspring.

Det tjener Øgendahl - og skriverne Tingleff og Nielsen - til ære, at han er 100 pct. loyal overfor sin kronprins.

Grænser udfordres

Vel udfordres også overtegnedes grænser undervejs.

Jeg havde gerne været den nøgne Margrethes trommedans på Grønland foruden. Det er sgu for respektløst overfor den kloge mor Danmark. For denne ellers monarki-neutrale anmelder.

Dronningen spilles nøgternt og ligefremt cool af Maike Bahnsen. Fint, at hun ikke forsøger at efterligne Preben Kristensen, Ulf Pilgaard, Jan Hertz m.fl.

Thomas Mørks prins Henrik er helt utrolig, vanvittig sjov. Hans stærkt overrislede Henrik i anden afdeling iført solkonge-udklædning er et forrygende show i sig selv. Godt, vi har Mørk til at sprede lys i dansk morskabsteater.

Noget andet er så, at teksten er hård ved den, efter overtegnedes mening, musiske og festlige prinsgemal. At han gerne vil have været konge, gør ham bare endnu mere underholdende. For mig.

Det virker en kende old school, når den glade tv-hofreporter er tillagt ekskollega Bodil Caths sønderjyske accent. Hyggeligt at gense Cath'en, men royal journalistik har ændret sig en del siden Bodils tid. (Det er i øvrigt næsten to år siden BT droppede de to punktummer efter B og T.)

Men det er jo netop satirens væsen. At man risikerer at blive stødt på sine guldmanchetter.

Kritik som grin

Noget tyder på, at vi danskere foretrækker at begrænse kritikken af kongehuset til et grin i ny og næ. De seneste par år er der udkommet tre meget kritiske bøger om det danske monarki. Romanerne 'Den hellige alliance' af A. Kazinski og 'Der var engang en dronning' af Trine Willemann - og debatbogen 'Det koster et kongerige' af Jens Høvsgaard. Ingen af dem har for alvor givet efterdønninger i samfundsdebatten.

Hvis du håber at få bekræftet din foragt for kongehuset som institution i en sønderlemmende kritisk forestilling, er det spild af tid at tage linje 5A til Ryesgade.

Kan du omvendt ikke leve med at se dronningen og hendes familie udleveret til spot og spe, gælder det samme.

For alle andre er der konge-gode grin at hente på Nørrebro Teater. Først og fremmest er 'Kronprinsen og Danmark' det mest dynamiske og vellykkede forsøg på at forene stand-up'ens tre p'er - personlighed, punch og power - med teatrets fortælleform og scenografi, jeg har set.

Medvirkende: Mick Øgendahl, Meike Bahnsen, Thomas Mørk, Anders Juul, Christine Gjerulff, Karin Bang Heinemeier og Benjamin Kitter

Instruktør: Heinrich Christensen | Manuskript: Vivian Nielsen og Jacob Tingleff

Andre læser også