Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Frederik Fetterlein om kvinder, skiftende indkomst og glemsomhed.

Jeg er ret god til at ... gøre rent, og jeg rydder hele tiden op. Jeg har sådan et mærkeligt gen, der betyder, at min vaskemaskine altid kører, når jeg er i min lejlighed. Hver gang jeg kommer hjem, sætter jeg en vask over. Jeg er selv lidt rodet af og til, og så er det vigtigt at ens ting herhjemme fungerer, at det er rent og pænt. Det er dét, der gør, at man har ro, når man kommer hjem og har lukket døren.

Jeg magter ikke ... den er sværere... Jeg er rimeligt large med mange ting, men er ikke god til skænderier. Jeg magter ikke at bruge for meget energi på at skændes. Tingene skal fungere. Drama er ikke mig. Jeg er en rolig type. Jeg flygter ikke fra dramaerne, jeg kan godt snakke om tingene, men jeg er altså ikke nogen dramaqueen.

Kvinder er skønne, når de ... er stille og rolige og lige er vågnet og stadig ser godt ud. Og eventuelt har taget min T-shirt på. Alle ser jo godt ud, når de er shinet op, men de der også ser godt ud om morgenen uden makeup, de er skønne.

Kvinder er anstrengende, når de ... er pissesure over noget og hidser sig op. Og når de har menstruation, er den helt gal. Vi mænd tænker jo anderledes end kvinder, og derfor kan det nogle gange være svært at regne ud, hvad det er, de hidser sig op over.

Jeg tjente en masse penge på kort tid da ...  jeg f.eks. havde modeljob for en masse mærkelige brand. Den branche, jeg er i, er jo meget speciel, for når jeg er i vælten, får jeg masser af job og reklamekampagner, og andre gange får jeg ikke nogen job. I min branche lever vi jo anderledes end så mange andre mennesker. Når man står op om morgenen og tjekker sin mail, ligger der nogle gange en masse penge i job, og andre gange ikke. Vi lever jo ikke som normale mennesker. En måned tjener man en formue, og en måned tjener man ikke en krone. Almindelige danskere har det ikke sådan. Men jeg tror, mange af os har det kick med, at det er sgu egentlig meget sejt ikke at vide, hvad du tjener. En måned 100.000 og en anden nul kroner. Jeg lever meget af det kick.

Jeg er ikke sådan en ... der fortryder så meget i mit liv. Jeg synes f.eks., det var sjovt at være med i Luksusfælden, og det var sjovt med den response, jeg fik. Jeg er ikke sådan en, der går og gemmer på tingene. Nogle gange går det godt og andre gange dårligt. Men det gav da også lidt håndører at være med i det program.

Jeg var næsten ved at besvime ... da jeg skulle synge en af mine sange til et foredrag med 5.000 tilskuere.  Det var den, der hed ’Skygge, solhat og solcreme’ fra Kræftens Bekæmpelse, Der vil jeg sige, det synes jeg ikke var så fedt. Den blev landeplageagtig. Der var nogle optræender, hvor jeg tænkte: Oh my god. Men det gik jo til et godt formål. Men det var hårdt og pinligt. Jeg synger jo ikke supergodt, dét kan jeg ikke reklamere med. Jeg er ikke den nye ’legendary’ sanger.

Jeg var svineheldig, da ... det har jeg været mange gange. Jeg har en gang imellem lidt held med mig i forskellige ting. Jeg prøver altid at være flink og sød og få det bedste ud af det. Både i de gode tider i mit liv og de dårlige, så kommer man altid i mål med sine ting på et eller andet niveau. Fordi man sørger for, at der ikke er for meget drama, det sætter folk pris på. For mig er der som regel kommet nogle vilde engle flyvende, når jeg har brug for et kick i røven. Jeg tror, der er én, der passer på mig en gang imellem.

Jeg bliver ret irriteret ... på mig selv, når jeg laver dumme ting. Fornylig landede jeg fra London, hvor jeg havde børnene med og en pose med en masse dyre ting. Jeg kom op i flyet og fløj, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde glemt posen i gaten i lufthavnen. Det var lige 10.000 ud i lokummet - dyre sko og alt muligt. Det var helt idiotisk. Sådan noget bliver jeg irriteret på mig selv over. Ligesom da jeg mistede min telefon, som lå på et bord i en lufthavn, så skal jeg bøvle med det i dagevis med nyt simkort og sådan. Hvis jeg gik på gaden og én slog mig ned og tog mit ur, var det noget andet. Det ville jeg ikke kunne gøre for. Men jeg kan blive sindssyg over, hvis jeg selv dummer mig.

Jeg blev ret blød i knæene, da ... det er jo tit noget, der sker, når børnene gør et eller andet og jeg tænker, nej hvor er det sødt. Eller hvis en kæreste gør noget, hvor man tænker ’Wauw’.Det kan jeg også blive blød i knæene over.

Fordele – og ulemper ved at være 194 cm høj er ... jeg synes, det er en  god højde – jeg brokker mig ikke. Jeg vil heller ikke være højere.  De, der er 2 meter og 5 cm, de er lige lovligt høje. Som tennisspiller skal man også have en nogenlunde højde, for at det kan fungere. Ja, jeg spiller stadig tennis af og til, men på et meget roligt niveau.

Det gjorde virkelig nas, da jeg ... spillede Copenhagen Open og vred rundt på foden og forstuvede den. Det gjorde ondt. Jeg spillede kampen færdig på piller, men kunne dårligt nok spille i tre måneder bagefter. Jeg har også prøvet engang at være i et trafikuheld, efter jeg havde lavet godgørenhed i Monaco og skulle til lufthavnen i Milano. Der crashede jeg med bilen og fik en lille rygskade, fordi jeg fløj ud af bilen – det var et mirakel, at det ikke gik værre. Jeg var nødt til at køre i vores Porsche i regnvejr, fordi min lillebitte Audi var i stykker. Da jeg skulle dreje undervejs, kom jeg til at gøre sådan med rattet, at den spinnede rundt, fordi der var benzin på vejen. Da fløj jeg rundt, og lægerne sagde, at det var nærmest et mirakel, at jeg havde klaret den.

En person, jeg har meget at takke for, er ... min mor, som altid holder styr på det hele, når det sejler. Og sørger for at tingene fungerer, hvis der er kriser. Min mor giver mig gerne gode råd.

Jeg beder til Gud, når ... det gør jeg også en gang imellem, selv om jeg ikke er kæmpe-troende. Men jeg tror, at der er noget mere her mellem himmel og jord, end vi kan se.

Jeg forventer at ... have et godt langt liv med børnene, men man ved jo aldrig helt, hvad der sker. Hvis jeg skal være helt ærlig, forventer jeg ikke så meget. Jeg prøver at holde mig i god form, jeg gambler ikke, jeg hopper ikke ud i faldskærm, jeg er meget safe, ikke det store risikomenneske, jeg prøver at leve nogenlunde uden at tage nogen crazy chancer. Jeg er nok lidt en kylling, når det kommer til chancer. Jeg har aldrig røget. Jeg håber, at blive mere end 80. Nu har jeg et meget roligt liv og fester ikke på samme måde som for tyve år siden.