Gasolin-guitaristen Franz Beckerlee var dybt chokeret, da han hørte om 70'er-bandets forsanger og frontfigur, Kim Larsens, død.

'Jeg blev vækket tidligt søndag morgen og fik at vide, at Kim havde forladt sit hærgede legeme og efterladt os med minderne og alt det, vi har haft sammen på godt og ondt. Jeg faldt på det nærmeste ud af sengen: 'What?!,' skriver Franz Beckerlee i et mindeord til hele Danmarks nationalskjald og gavflab på Facebook.

'Hele min krop begyndte at ryste og gjorde det hele dagen. Jeg var ikke i stand til at male en lige linje og måtte holde dagen 'fri' med alle de tanker, det medførte,' fortsætter Beckerlee, der i dag ernærer sig som kunstner.

Kim Larsen sov stille ind 30. september efter at have kæmpet med sygdom den seneste tid. Han blev 72 år.

Arkivfoto. Franz Beckerlee.
Arkivfoto. Franz Beckerlee. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Vis mere

Franz Beckerlee var med fra starten, da Kim Larsen fik sit store gennembrud som forsanger i bandet Gasolin, der blev dannet i 1969.

Han spillede guitar og saxofon i Gasolin frem til bandets opløsning i 1978 og har leveret rytmerne til ørehængere, der har været soundtrack for generationer af danskere, såsom 'Rabalderstræde', 'Kvinde min' og 'Langebro'.

I filmen 'Gasolin' fra 2006 kom det frem, at bølgerne gik højt, da Gasolin gik i opløsning.

Franz Beckerlee var klar til at kæmpe for bandets overlevelse, men Gasolin var dødsdømt, fordi de øvrige medlemmer - Kim Larsen, Willi Jønsson og Søren Berlev - havde kastet håndklædet i ringen.

På Facebook skriver Beckerlee, at han ikke har set Kim Larsen de sidste 30 år, men de to store musiske begavelser var dog samlet igen for en stund ved pressemødet, da filmen 'Gasolin' ramte biograflærrederne.

I dag tænker Franz Beckerlee tilbage på de vilde Gasolin-dage med både glæde og stolthed.

I mindeordet skriver han, at Kim Larsen og han selv 'gik mere ind i hinandens sjæl dengang, end vi gjorde med vores kærester'.

'Jeg håber, at når det bli'r min tur til at drage af sted, at vi kan mødes hinsides og udveksle en masse frisk sladder. I can't wait to see you,' slutter 76-årige Franz Beckerlee.

Du kan læse hele Franz Beckerlees mindeord til Kim Larsen herunder.