Der er godt nyt om Mathieu Kassovitz, som søndag blev alvorligt kvæstet i en ulykke med en motorcykel.
Den franske skuespiller og instruktør er uden for livsfare, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
»Operationen er gået godt. Mathieu vil nu begynde et normalt forløb med restitution, hvile og træning,« siger hans far i en udtalelse via Kassovitz' agent.
Den 56-årige Kassovitz er ved at tage kørekort til motorcykel i forbindelse med en ny film. Søndag gik det dog helt galt, da han havde en køretime sammen med sin datter.
Pludselig mistede han kontrollen over køretøjet og styrtede.
Han blev kørt til et hospital i Pariserforstaden Kremlin-Bicêtre.
Tidligere mandag meddelte familien, at stjernen skulle opereres for alvorlige skader i ankel, ben og bækken, og at han var blevet lagt i kunstig koma for at lindre smerterne.
De understreger altså nu, at der ikke er tale om livstruende kvæstelser.
Mathieu Kassovitz er bedst kendt for sin rolle i filmen 'Amélie', hvor han spillede karakteren Nino. Han har også vundet prisen for bedste instruktør ved Cannes Film Festival i forbindelse med 'La Haine.'
Han seneste film er 'Visions,' hvor han spiller overfor Diane Kruger.