____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____> Det franske nationalikon Gérard Depardieu er emigreret til Belgien for at omgå en ny skattereform. Skuespillerens faneflugt har skabt en hidsig debat

Skulle man blandt nulevende franskmænd pege på en enkelt som den fremmeste eksponent for landets berømte og berygtede grandeur, ville Gérard Depardieu være et godt bud.

Den 63-årige skuespiller har gennem en halv menneskealder repræsenteret sit land og dets værdier i flere end 170 film.

Virkelige og fiktive franske helte som revolutionslederen Danton, den retfærdighedstørstende Greve af Monte Cristo, den madglade musketér Porthos, kærlighedspoeten Cyrano af Bergerac, billedhuggeren Rodin samt, ikke mindst, den gæve og bomstærke galler Obelix vil for en generation af biografgængere verden over for altid være udstyret med hans kantede ansigtstræk, enorme krop og brutale charme.

Strøg trikoloren

At Depardieu samtidig uden for rampelyset har kombineret opbygningen af et mindre erhvervsimperium med et kompliceret kærlighedsliv og en sundhedsfarlig appetit på såvel haute cuisine som alkohol gør ham ikke netop mindre ’fransk’.

Derfor vakte det også behørig opsigt, da han i den forløbne uge strøg trikoloren for at gå under belgisk bekvemmelighedsflag.

’Jeg leverer mit pas tilbage. Vi tilhører ikke længere samme fædreland,’ skrev skuespilleren sidste søndag i et åbent brev til den franske premierminister, Jean-Marc Ayrault, og tilføjede, at han havde taget beslutningen, fordi ’de succesfulde, talentfulde, kreative og dem, der ganske enkelt er anderledes, nu skal straffes’.

Baggrunden for Depardieus harmdirrende afskedssalut, offentliggjort i avisen Le Journal du Dimanche, er en skattereform.

Frankrigs socialistiske præsident, François Hollande, synes fast besluttet på at opfylde sit valgløfte om at lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder i kampen mod gælds- og finanskrisen. En af konsekvenserne er, at topskatten for borgere, hvis årsindkomst overstiger en million euro, bliver sat op til 75 procent.

Kritik fra højre og venstre

Udsigten til at skulle spytte en hel del mere i statskassen fik i begyndelsen af december Depardieu til så diskret som muligt at forlægge sin residens til den lille belgiske by Néchin, der ligger et par kilometer fra grænsen til Frankrig, i nærheden af Lille. Manøvren blev imidlertid hurtigt opdaget, hvorefter en byge af kritik væltede ned over skuespilleren fra både højre og venstre.

Jean-François Copé, leder af tidligere præsident Nicolas Sarkozys parti, UMP, som Depardieu ellers støttede op til forårets valg, beklagede skridtet som ’ødelæggende for vores land og dets image’. Front Nationals Marine Le Pen mindede om, at kun de rige har mulighed for at stikke af, samt at de i øvrigt kommer luskende hjem igen, når de bliver syge og har brug for det franske sundhedssystem.

’Ussel’ skatteflugt

Og da Ayrault under et politisk møde ligeud betegnede skatteflugten som ’ussel’, blev det for meget for Depardieu, der i teatralsk vrede afsværgede sit franske statsborgerskab.

Skuespilleren er imidlertid, som han også påpeger i sit åbne brev, langtfra alene om at søge skattely i nabolandet.

Næsten en tredjedel af Néchins små 3.000 indbyggere er rige franskmænd – heriblandt ejerne af store, internationale butikskæder som Decathlon, Leroy Merlin og Auchan.

Også Frankrigs rigeste mand, Bernard Arnault, der bl.a. kontrollerer Louis Vuitton-imperiet, søgte for et par måneder siden om belgisk statsborgerskab for at slippe for den nye regerings topskat og andre indgreb mod de højeste indkomster.

Præsident Hollande blev valgt på sin vision om en alternativ vej ud af krisen. Men det har vist sig at være lettere sagt end gjort, og skatteflugten til Belgien er et godt eksempel på den franske regerings problemer. Hollande har i kølvandet på debatten om Depardieu bebudet, at han vil kræve en genforhandling af dobbeltbeskatningsaftalen med nabolandet. Men i Bruxelles protesterer centrum-højre-regeringen mod at blive udråbt som syndebuk af Paris.

Regeringen magtesløs

’Det er helt o.k. med mig, at Frankrig gør reklame for det belgiske skattesystem, og jeg skal på ingen måde forhindre endnu flere franskmænd i at flytte til Belgien. Men det er løgn, at vi gennem de seneste år har forsøgt at fiske skatteydere på den anden side af grænsen,’ sagde udenrigsminister Didier Reynders forleden til den franske avis Le Figaro.

Hollande erkender da også, at den eneste holdbare løsning på dumping-problemerne internt i EU – den lave irske selskabsskat er et andet eksempel – vil være en fælles europæisk skattepolitik. Det har lange udsigter, og i mellemtiden kan den franske regering ikke gøre ret meget andet end at opfordre landets rigeste borgere til at vise samfundssind.

’Heldigvis er det kun et fåtal, der flygter fra deres ansvar over for resten af franskmændene. Hvis ikke de, som har mest, og nogle gange rigtig meget, accepterer at vise blot en smule solidaritet og generøsitet, vil den sociale ulighed fortsætte med at vokse,’ sagde Jean-Marc Ayrault på det samme møde, hvor han betegnede Depardieu som ussel.

Premierministerens opsang fik, som det fremgår, ikke just skuespilleren på bedre tanker. Til gengæld kan han glæde sig over, at et andet af fransk kulturlivs enfant terribles, forfatteren Michel Houellebecq, har besluttet at forlade sit skattely i Irland. Ifølge Houellebecqs agent er det en blanding af oprigtigt borgersind, uvilje mod det engelske sprog og desperation over det elendige irske vejr, der har fået ham til at vende hjem til Paris. Skal vi gætte på, at de to sidstnævnte grunde har vejet tungere end den første?