Du har formentlig hørt dem fortælle dig, hvilken retning toget kører, eller hørt dem annoncere, at der er forsinkelser på spor to. Men hvem er de to nye stemmer, der dominerer højtalerne på metrostationerne i København?

Jo, nu skal du høre. De hedder Thomas Magnussen og Katrine Falkenberg.

»Den stemme, vi har haft på de gamle linjer, er indtalt for over 17 år siden - så vi skulle have en ny,« siger Mimmi Larsson, der er chefkonsulent og arbejder med kundetilfredshed i Metroselskabet.

Der skulle fornyelse til.

»Vi ville gerne have en yngre stemme, så den kunne holde længere tid,« fortsætter hun.

Man har valgt at bruge en kvindelig og en mandlige stemme, så det er lettere for passagererne at høre forskel på den danske og den engelske stemme - og dermed også vide, hvornår de skal lytte efter.

Den danske stemme

Den første stemme, du skal møde, er den danske. Den er indtalt af skuespiller Katrine Falkenberg.

»Det har været den mest udfordrende ting, jeg har lavet,« siger hun, da B.T. taler med hende nogle dage før åbningen af den nye Cityring i København.

Katrine Falkenberg står bag den danske stemme, du høre, når du tager metroen.
Katrine Falkenberg står bag den danske stemme, du høre, når du tager metroen. Foto: Anders Heinrichsen
Vis mere

Hun har arbejdet med speak siden 2002, hvor hun både har lagt stemme til tegnefilm, reklamefilm og video til internt brug i virksomheder.

Denne opgave var dog meget anderledes end noget, hun har prøvet før.

»Det er vigtigt at være den hjælpsomme stemme, der gør passagererne trygge på deres rejse,« siger hun.

En opgave, der ikke er helt nem, når man samtidig skal give en masse information via meget korte sætninger.

Katrine Falkenberg er 44 år, har to piger på fem og syv år og en mand, der hedder Thomas.

»Og nej, det er ikke metro-Thomas,« siger hun og griner.

Hun elsker at vinterbade - gerne i Dragør, hvor hun bor - og så låner hun engang imellem en hest til en lille ridetur.

I 2017 udgav hun sit første album med et jazzband, som hun er forsanger i, og til jul er hun med i en forestilling, der hedder 'Crazy Christmas Cabaret'.

Torsdag hørte hun første gang sin egen stemme over højtalerne, da hun skulle ind til København for at bruge dagen på at indtale stemmer.

»Det var lidt sjovt at høre sin egen stemme i det offentlige rum. Jeg kom til at fnise lidt inde i mig selv,« fortæller hun.

Den engelske stemme

Og så er der skuespiller Thomas Magnussen på 46 år. Han har indtalt den engelske stemme, som der er et lille tvist ved.

»Thomas udtaler stationsnavnene, som man ville gøre det på engelsk. Det gør det lettere for dem, der ikke taler dansk, at genkende navnene,« siger Mimmi Larsson fra Metroselskabet.

Thomas Magnussen er den engelske stemme, du hører, når du tager metroen.
Thomas Magnussen er den engelske stemme, du hører, når du tager metroen. Foto: Emilia Therese
Vis mere

Han er meget spændt på, hvordan det bliver taget imod, da det kan lyde lidt fjollet i ørerne på en, der taler dansk. Dog er han sikker på, at det bliver brugbart.

»Det giver supergod mening i forhold til turister, at det bliver udtalt på engelsk,« siger han, da vi taler med ham.

Også han syntes, at det var en udfordrende opgave, selvom han har speaket i mere end 15 år, hvor han har lavet alt fra synstolkning til tegnefilm.

»Det krævende er, at meget af det er en liste af navne og ting, der lyder ens, men det må ikke lyde opremset - man skal kunne høre mennesket bag hele tiden,« siger han og fortsætter:

»Der er ikke en historie, man kan fortælle, og man må ikke lyde som en robot.«

Derfor opfandt han og de øvrige, der stod for at lave speaken, en rolle, som Thomas Magnussen kunne forsøge at leve sig ind i.

»Vi opfandt 'George', som så blev min rolle. Han er hjælpsom, venlig og har til opgave at guide passagererne,« siger han.

Thomas bor i København sammen med sin kone, Linda, og deres to børn på 13 og 15 år.

Han elsker at spille brætspil og er særligt glad for spillet Scythe, som er lidt det samme som Risk, men så alligevel slet ikke.

»Ja, jeg er jo nok lidt af en nørd,« siger han.

Han rister sin egen kaffe af grønne kaffebønner, han køber på nettet. Det er dog kun til eget forbrug.

Det tog 11 timer for hver skuespiller at indtale de over 200 replikker, man hører over højtalerne, når man skal med metroen.

De er begge blevet castet gennem selskabet SDI-media, der har et kæmpe 'bibliotek' af skuespillere, der laver speaks.

Cityringen har åbningsdag på søndag, hvor det i den anledning vil være gratis at benytte metroen hele dagen.