»Nu har jeg selv spillet kortet som den jævne mand, der er nederst i hierarkiet, og så er det jo meget naturligt, at nogen kommer til at træde på én,« lyder det fra Mick Øgendahl.

En mand, hvis ansigt for fremtiden vil opleve igen og igen at blive konfronteret med folks fodsåler. I allerfysiske forstand. Multikunstneren er netop blevet hædret med en flise på Frederiksberg Allé. Hædret af folket, fordi han har gjort sig særligt bemærket. Gennem mange år efterhånden.

»Den er en knivspids talent, og resten er bare disciplin, vilje og gåpåmod,« siger han selv om sin rejse.

Den i dag 48-årige indledte karrieren på Café Din's i Lille Kannikestræde. Stedet, hvor den danske standupscene blev født. Dengang i 90erne havde han dog ikke gjort sig tanker om en dag at få sit fjæs foreviget på en flise.

Mick Øgendahl da han fornylligt blev tildelt en flise på Frederiksberg Allé. En hæder for gennem mange år at have gjort sig særligt bemærket.
Mick Øgendahl da han fornylligt blev tildelt en flise på Frederiksberg Allé. En hæder for gennem mange år at have gjort sig særligt bemærket.
Vis mere

»Til at starte med skal du som komiker bare lære at overleve på scenen.«

Den unge Falster-mand ikke bare overlevede på scenen. Han levede på den. Sammen med kollegaer fik han danskerne til at grine. Både foran scenen og tv-skærmen.

Han var ikke bange for at tage fat i det almindelige og hverdagsagtige. Og måske er det netop derfor, folket har tildelt ham en flise.

»Jeg synes, det er rart med folkelig anerkendelse, fordi jeg jo et eller andet sted har opbygget en scenepersona, hvor jeg forbeholder mig retten til at være den jævne mand på gulvet, der ser tingene lidt nedefra,« fortæller han selv.

Selvom Mick Øgendahl satte sit ansigt på danmarkskortet som komiker, kan han i dag også skrive skuespiller, dubber (en, der lægger stemme til tegnefilm, red.) og komedieserieskaber på cv’et. At hans karriere skulle den vej, er dog ingen tilfældighed.

»Jeg har aldrig været vært på et quizprogram eller noget i den dur. Jeg er altid gået meget efter fiktion.«

»Ret hurtigt valgte Anders Matthesen og jeg sammen med nogle andre at tage timer hos en skuespiller, fordi vi gerne ville dygtiggøre os og gå den vej.«

'Blå mænd', 'Nissernes Ø' og 'Julefrokosten' er blot nogle af de produktioner, hvori man finder det karismatiske ansigt. Og i 'Alle for én' – og alle efterfølgerne – står han ikke udelukkende registreret som skuespiller i rulleteksterne. Han er også manuskriptforfatter.

Mick Øgendahl som René i 'Minkavlerne II' fra 2021. Her sammen med Kasper Gross som Martin og Jonas Mogensen som Allan.
Mick Øgendahl som René i 'Minkavlerne II' fra 2021. Her sammen med Kasper Gross som Martin og Jonas Mogensen som Allan. Foto: Per Arnesen/TV 2
Vis mere

Om lidt kommer fjerde film i sagaen om de komiske barndomsvenner.

»Det er selvfølgelig noget, der er en stor milepæl i min karriere,« fortæller han om 'Alle for fire', der har premiere til februar.

»Så skal vi på skafottet og se, hvad folkets dom bliver.«

For nuværende er folkets dom, at han har fortjent en flise på den danske udgave af Hollywoods famøse Walk of Fame.

Her Mick Øgendahl på scenen som Brumbass ved 'Zulu Comedy Galla 2012'. Samme år vandt han prisen som årets komiker.
Her Mick Øgendahl på scenen som Brumbass ved 'Zulu Comedy Galla 2012'. Samme år vandt han prisen som årets komiker. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Hvordan stemmerne har fordelt sig, vides ikke, men sikkert er det, at han har fået flere stemmer end Frank Hvam, Ditte Hansen, Casper Christensen og de andre nominerede.

»Jeg har det ikke dårligt med, at de ikke er på flisen, men jeg har det heller ikke godt. Det er venner og kollegaer, som jeg på en eller anden måde altid vil komme til at krydse klinger med og blive flettet sammen med rent arbejdsrelateret,« siger han.

En anden kollega, som igen og igen har krydset Mick Øgendahls vej, er Anders Matthesen. Og nu kommer de altså til at ligge sammen på én.

Anders Matthesens ansigt pryder nemlig allerede fortovet under Frederiksberg Allés lindetræer. Og har gjort det siden 2008.

»Nu så jeg ham lige for nylig … det er måske meget godt, han fik den dengang. Han er blevet lidt større. Der skulle nok to sten til i dag,« driller Mick Øgendahl.

Med en kost i hånden fik han lov til selv at afsløre sin flise fredag. Med stolthed.

Da han i første omgang blev bekendt med prisen, vidste han dog ikke helt, om han skulle grine eller græde.

»Jeg er jo fra en tid, hvor, hvis man havde sin egen flise inde i byen, var det ikke, fordi livet var gået helt, som man havde regnet med,« joker han.

'Årets kammerat'-prisen gik ved 'Zulu Comedy Galla 2020' til Mick Øgendahl.
'Årets kammerat'-prisen gik ved 'Zulu Comedy Galla 2020' til Mick Øgendahl. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Tidligere har han vundet priser som 'Årets komiker' og 'Årets kammerat' ved Zulu Comedy Galla samt en Robert-pris. Nu glæder han sig over at indtage en plads blandt de 23 andre skuespillerfliser, der har prydet Frederiksberg Allé siden 1997.

Det er en jury bestående af blandt andre Frederikberg Bladet, initiativtager Johnny Gehlsen og Frederiksberg Fonden, der har nomineret de kendte skikkelser til prisen.

»Med sin drengede og naive stil og tilgang til verden er han let at synes om. Derfor påtager han sig tit rollen som ham, der stiller de dumme spørgsmål. Som faktisk er de kloge,« lød det, da Mick Øgendahl blev nomineret.

I år fortæller Johnny Gehlsen, at der har været særligt fokus på at anerkende komikere, der også har gjort sig bemærket som skuespillere.

'Alle for tre' modtog ved Robert-prisen i 2018 'Blockbuster Publikumspris'.
'Alle for tre' modtog ved Robert-prisen i 2018 'Blockbuster Publikumspris'. Foto: Jonas Olufson
Vis mere

Mick Øgendahl hylder, at man vægter variationen »i Bodil statuette-land«.

»Så kommer jeg til at ligge der mellem Trine Dyrholm, Pilou Asbæk og Nikolaj Lie Kaas. Det er da meget sjovt, at folkets mand også bliver repræsenteret på den der lidt finere allé.«

Om, at han hædres med en tung sten på en befærdet allé frem for endnu en glitrende statuette til hylden, siger han:

»Det er en meget bastant form for anerkendelse. Noget metal lagt ned i granit er på en eller anden måde lidt for evigt. Jeg er jo stadigvæk folkets mand, og folk kan jo også pisse på den, kan man sige. Men det tager jeg gerne med,« griner han.

Tilføjer så:

»Historiebøgerne lyver jo ikke. Og nu står jeg i hvert fald på Frederiksberg. Nedfældet. Det er altid meget rart at se sit navn på en sten i den sammenhæng. Næste gang, mit navn er på en sten, har jeg nok ikke glæde af det selv.«