Viden om branchens arbejdsmetoder har fået Eva Mendes til at vende pelsindustrien ryggen og holde op med at gå i pels. Hun stiller sig i stedet i spidsen for en kampagne, der skal udstille den hårrejsende behandling, kinesiske avlere udsætter deres pelsdyr for.

Mendes medvirker i en barsk video for dyreværnsorganisationen PETA og fastslår over for nyhedsbureauet WENN, at hun bitterligt fortryder, at hun nogensinde har haft en pels på.

- Millioner af dyr må lade livet for deres pels hvert år. Jeg har ikke altid været klar over, hvordan dyrene blev slagtet og har selv båret pels en enkelt gang. Det gør jeg aldrig mere, for nu ved jeg, hvor grusomt det går for sig, siger skuespillerinden

I videoen opfordrer Mendes seerne til at følge hendes eksempel.

'2 Fast 2 Furious'-stjernen fortæller WENN, at hendes syn på dyrs vilkår ændrede sig, da hun fik sin hund Hugo.

- Jeg tænker altid på ham, når jeg skal træffe et valg. Ville jeg spærre ham inde i et bur, spise ham eller flå ham? Selvfølgelig ikke og det skal andre dyr heller ikke udsættes for, slutter hun.

Mendes er den seneste kendis i en voksende række af aktive PETA-støtter, der også tæller navne som Charlize Theron, Christina Applegate, Pamela Anderson, og den tidligere supermodel Christy Turlington.