Ringene var købt og den norske konge og dronning taget i ed.

I februar måned havde shamanen Durek Verrett besluttet at fri til sin kæreste - den norske prinsesse Märtha Louise.

Det afslører han og prinsessen i et stort dobbeltinterview med bladet Vanity Fair.

Men det blev ikke bryllupsplaner, der kom til at præge 2020 for 49-årige Märtha Louise og hendes 45-årige kæreste. Derimod har året budt på sorg, corona og adskillelse.

Märtha Louise og kæresten Durek Verrett. Foto Lise Åserud.
Märtha Louise og kæresten Durek Verrett. Foto Lise Åserud. Foto: Lise Åserud
Vis mere

Det var på en planlagt tur til Hawaii i februar, at Verrett ville være gået på knæ. Men turen blev aldrig til noget. Det samme gjaldt frieriet.

For juledag sidste år begik prinsessens eks-mand Ari Behn selvmord, og alle planer blev skrinlagt. Pludselig skulle Märtha Louise tage sig af sin egen og sine tre døtres sorg over at have mistet, og de skulle holde begravelse.

Siden skulle hun finde sine ben som alenemor til døtrene Maud Angelica Behn, Leah Isadora Behn og Emma Tallulah Behn.

Senere på året spændte corona ben for det forelskede par, der har tilbragt store dele af 2020 hver for sig. Han i USA og hun i Norge.

Märtha Louise med døtrene Leah Isadora Behn, Emma Tallulah Behn og Maud Angelica Behn under en udstilling af afdøde Ari Behns værker i juni i år. Foto Frederik Hagen.
Märtha Louise med døtrene Leah Isadora Behn, Emma Tallulah Behn og Maud Angelica Behn under en udstilling af afdøde Ari Behns værker i juni i år. Foto Frederik Hagen. Foto: FREDRIK HAGEN
Vis mere

Men til prinsessens 49 års fødselsdag den 22. september dukkede Durek Verrett uanmeldt op og overraskede Märtha Louise, der på instagram skrev:

»Jeg elsker overraskelser. Og den bedste overraskelse nogensinde er dig, der dukkede op på min fødselsdag, shaman Durek, efter seks lange måneder, hvor vi har været adskilt.«

I interviewet med Vanity Fair fortæller prinsesse Märtha Louise, hvordan hendes mor dronning Sonja var bekymret, da prinsessen tre år efter hun i 2017 blev skilt fra Ari Behn, stadig ikke havde fundet en ny kæreste.

Alligevel var det ikke udelt begejstring, det norske kongepar viste, da Märtha Louise præsenterede dem for Durek Verrett. Mens parret fortæller, at hans familie med det samme omfavnede prinsessen, tog det længere tid for hendes forældre at acceptere forholdet.

Märtha Louise og shaman Durek Verrett da de i maj 2019 stod frem og afslørede, at de var blevet kærester. Foto Carina Johansen
Märtha Louise og shaman Durek Verrett da de i maj 2019 stod frem og afslørede, at de var blevet kærester. Foto Carina Johansen Foto: Carina Johansen
Vis mere

»Det er meget sammensat. Her i USA er man mere åben for det. I Norge er det vældig, vældig ekstremt kontroversielt. Jeg burde være sammen med en administrerende direktør eller en lord af en slags. At være sammen med en shaman, det er ekstremt meget ude af boksen. Det er vildt,« siger Märtha Louise i interviewet.

Men ifølge parret havde den norske konge og dronning i julen sidste år givet deres velsignelse til, at Durek Verrett kunne fri til deres datter.

Det var en fælles veninde, der legede Kirsten Giftekniv for prinsessen og den tre år yngre Verrett, da de i 2019 mødte hinanden og blev forelskede.

I maj 2019 offentliggjorde parret, at de var kærester. Nu er de på vej mod det næste skridt.