Den norske forfatter Ruben Eliassen sagsøger nu sin ekskæreste Mari Jungstedt.

Han mener, at hun har brudt ophavsretten. I 2015, da parret stadig var kærester, udgav de sammen krimibogen 'En mörkare himmel'. Her havde de sammen udviklet historien og karaktererne.

Men i 2017 udgav Jungstedt opfølgeren 'Det förlovade landet' uden Ruben Eliassen. Han stævner derfor nu Mari Jungstedt, fordi han mener, at hun har brugt tekster, der er skrevet af ham selv. Det skriver det norske medie NRK.

Ifølge stævningen indgik parterne en aftale i 2016, hvor Mari Jungstedt, som har solgt over fem millioner bøger, kunne fortsætte med at bruge karaktererne og historien de havde skabt sammen:

»Vi valgte at afslutte samarbejdet. Jeg lod hende fortsætte med at skrive bøgerne og retten til at bruge karakterne og plottet. Hun skulle bare ikke bruge min tekst,« siger Ruben Eliassen.

Men efter at bogen udkom, kunne Ruben Eliassen genkende store dele af teksten:

»Hun har faktisk udgivet mine tekster. Det kom som et chok, at hun, og forlaget har valgt at gøre det,« fortæller den norske forfatter.

Det norske medie NRK har forelagt kritikken for forlaget Bonnier, som har udgivet bogen, og bedt om kommentarer fra dem og fra Mari Jungstedt.

Forlaget har udtalt, at de har et andet syn på sagen, og at de vil have sagen for retten. Det fortæller forlagets jurist Annie Kabala.

Medmindre at parterne kommer frem til et forlig inden, så skal sagen altså for retten.