Forfatter Sara Blædel har gennem en årrække været en af Danmarks mest populære krimiforfattere, men da hun for et par år siden blev spurgt, om hun ville medvirke i lyttersuccesen 'Mads og Monopolet', var hun pludselig på udebane.
Sara Blædel huske stadig tydeligt, hvor skræmmende det var for hende at sidde over for veteranerne Hella Joof og Simon Juul.
»Jeg tænkte virkelig: 'Gad vide, om jeg kan noget som helst? Eller om jeg bare kommer til at sidde der som en halvtavs nikkedukke',« forklarer krimiforfatteren.
Hun opdagede hurtigt, at de negative tanker var overflødige, for alt gik, som det skulle, og her to år efter er Sara Blædel stadig en fast del af det berømte monopol.
Den anerkendte forfatter kender om nogen til succes. Hun har solgt mere end tre millioner bøger herhjemme alene og 4,5 millioner på verdensplan. Det må siges at være en sjat, men alligevel mærkede hun hurtigt, hvordan det at være med i 'Mads og Monopolet' gjorde en markant forskel.
»Normalt er det krimielskere, der kender til mig, og nu kan jeg mærke, at jeg møder folk, der har hørt mig i 'Mads og Monopolet' og derfor vil læse mine bøger. Mange af mine læsere er kvinder, og når jeg er ude, kan jeg mærke, at mænd reagerer mere på, at jeg er med i 'Monopolet', end at jeg skriver krimier. Det synes jeg er lidt sjovt,« fortæller Sara Blædel.
Og netop det med at blive genkendt af et helt andet segment, også dem, der ikke ved, hvordan hun ser ud, er noget, forfatteren efterhånden har prøvet en del gange.
»Jeg skulle købe nogle støvler inden en bogtur, og i skobutikken kom der en kvinde hen til mig og sagde: 'Ej, hvor er det sjovt, du lyder fuldstændig som Sara Blædel fra 'Mads og Monopolet'. Ekspedienten og jeg knækkede bare sammen af grin. Men hun kunne slet ikke kende mig – kun på stemmen.«
»Hun blev lidt flov, tror jeg,« griner forfatteren.
Hun har efterhånden vænnet sig til at blive associeret med programmet og de ting, hun siger, når hun er med. Også selv om forfatteren ikke altid er lige stolt af sit sprogbrug.
»Nogen gange kommer jeg til at bande for meget, og det er der tit folk, der synes er ret irriterende. Jeg prøver virkelig også at gøre noget ved det, men det ryger bare ud. Jeg har ikke rigtig det der filter. Det prøver jeg at være opmærksom på, at jeg skal have, for det lyder virkelig grimt, men jeg bliver så revet med,« siger Sara Blædel
Selv om hun gerne ville bande mindre live i radioen, så finder forfatteren det dog også rart at være helt uden filter.
»Det er meget befriende, for man vil ofte gerne fremstå klog og skarp. Men jeg synes også selv, det er den umiddelbare reaktion, der virker, når jeg er på den anden side som lytter,« lyder det fra Sara Blædel.
Hun er heller ikke bleg for at dele ud af sig selv og sit eget liv i programmet, og her er meget få grænser.
»Jeg trækker på hele baduljen, men hvis der er noget, der kan støde mine allernærmeste, tænker jeg da på det. Der er bare det, at jeg først tænker over det, efter jeg har sagt det,« griner hun.
Men har du nogensinde sagt noget i radioen, du fortryder?
»Ja, det har jeg faktisk. Der var på et tidspunkt et dilemma om, hvilket omklædningsrum man skulle benytte, hvis man følte sig som et andet køn. Og der var vi sgu lige kække nok i vores svar, synes jeg.«
»Vi sagde: 'Hvis du føler dig som en dame, så skal du bare gå derind'. Det kom naturligt, da vi var der, og vi snakkede også om, at hvis ikke man følte sig tilpas i nogen af omklædningsrummene, kunne man gå ud på handicapomklædningen.«
»Det blev ved med at køre i mit hoved bagefter, for jeg synes ikke, det var et særligt godt råd. Jeg synes faktisk, det var noget vrøvl, jeg sagde, for det er jo en situation, der er kommet for at blive med ikke kønsdefinerede rum,« forklarer Sara Blædel.
Selv om hun i dag ærgrer sig over sit svar, så skulle det dog senere vise sig, at der også kom noget godt ud af radiobommerten.
Episoden blev nemlig inspiration til Sara Blædels næste krimi i Louise Rick-serien, 'Den tavse enke', som udkommer i november.
»Det blev ved med at syde i mit hoved. Jeg skriver ikke på kønsbetegnelserne, men det her med at stå ved den, man er, og at det bliver nødt til at blive accepteret. Det fylder meget i min næste roman,« forklarer forfatteren.
