Han stod på scenen foran en tætpakket sal med 900 mennesker. Skulle for første gang i lang tid holde foredrag og for første gang tale om sin kommende bog. Han var nervøs. Usikker. Bange. Kæmpede med ordene.
»Så blev jeg så rørt, at jeg ikke kunne tale. Jeg tror, at jeg var nede på tælling fire gange, hvor jeg ikke kunne sige noget. Jeg følte mig helt ærligt som en fiasko, da jeg gik ned fra scenen,« fortæller Peter Øvig og fortsætter:
»Men pludselig kunne jeg mærke, at det ikke gjorde noget, at publikum kunne mærke, at det betød noget for mig.«
Som forfatter og dokumentarist har 59-årige Peter Øvig altid gået efter den gode historie. Den kontroversielle. Den med kant. Hvor noget var på spil.
Men da han i 2019 udgav 'Min mor var besat', var det pludselig ham selv og hans egen meget personlige historie, der var på spil.
Det var dén, han skulle holde foredrag om. En hudløst ærlig historie om at ramme bunden. Og rejse sig igen.
»Jeg blev simpelthen sindssyg, mens jeg skrev. Jeg er ret overbevist, at det blev udløst af, at jeg gravede ned i min mors psykiatriske sygdom,« fortæller han om dét, der stod på dagsordenen i foredragssalen og den rejse, han skulle genfortælle.
For selvom han havde haft depressioner før, var denne anderledes.
»Den kunne køre fem etager længere ned i dybet. Jeg fik dét, som lægerne kalder en svær psykotisk depression. Jeg var splitterravende sindssyg,« siger han og beskriver sin tilstand som et ondskabsfuldt væsen, der trængte ind i hans sind. Og overtog det.
»Jeg var så heldig at blive helbredt af de elektrochok, som paradoksalt nok var det, jeg havde frygtet allermest,« siger Peter Øvig om den livsomvæltende begivenhed i hans liv for tre et halvt år siden.
At være åben om den, var en beslutning, som han traf på et meget tidligt tidspunkt.
»Når man har været i et alvorligt sygdomsforløb med indlæggelse, har man et valg, når man kommer ud og de fleste vælger at holde det skjult for omverdenen, at gå stille med det.«
»Det kan jeg godt forstå. For der er enormt mange fordomme om at have været psykisk syg, og jeg tror, at folk er bange for at få det blik på sig, om de nu er lidt skøre, om man nu kan stole på dem, om de bliver syge igen.«
»Men jeg valgte så – og der var intet idealistisk i det – at det var bedst for mig at få det ud. Jeg tror, at der var gået mindre end en uge efter, at jeg var udskrevet, før jeg lagde det op på Facebook,« forklarer Peter Øvig.
Hvor stor interessen for hans sygdomshistorie var, var han dog på ingen måde forberedt på. Med et skævt smil erkender han, at det måske også var lige lovlig hurtigt.
»Men for mig var det en kæmpe lettelse at være åben om det. For det er at være sig selv.«
Og den Peter Øvig har danskerne i den grad taget til sig. På boghylderne med først 'Min mor var besat' og nu 'Jeg er hvad jeg husker'. Og i foredragssalene landet over, hvor han i høj grad har været med til at aftabuisere psykisk sygdom.
»Selvfølgelig ville jeg hellere have været fri for den tur og ikke have skrevet de to bøger. Men jeg fortryder ikke min åbenhed.«
»Den har givet nogle konflikter med nogen i min familie, men for mig som menneske har det været virkelig godt at være åben.«
»Selvom jeg har holdt virkelig mange foredrag nu, går jeg stadig ned, sendes undervejs til tælling. Men jeg har også stadig en følelse af lettelse, når jeg går ned fra scenen. Jeg kan mærke, at noget letter i rummet. Både for mig selv og fra salen. At det var godt at få det sagt.«
Peter Øvigs nye bog 'Jeg er hvad jeg husker' er netop udkommet på Gyldendal.
