Siden Martin Kongstad var helt ung, har han drømt om at blive forfatter. Alligevel skulle han blive 45 år, før han udgav sin første bog – nok fordi han havde tyngende høje forventninger til sig selv. Forventninger, der både har spændt ben og været hans drive.

Hvornår opdagede du første gang, at du var god til det, du laver?

»Min dansklærer fortalte min mor, at jeg var den største sproglige begavelse, han havde undervist, og den udtalelse har jeg lænet mig op ad i svære stunder.«

»Mine stile blev ofte læst højt for klassen, og de kunne være så udsyrede, at han måtte konsultere andre lærere på lærerværelset, fordi han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle bedømme dem.«

»I en ung alder vidste jeg, at det var en mulighed for mig at leve af at skrive, og siden jeg var 19 år, har jeg haft som ambition at blive forfatter. Alligevel var jeg 45, før det lykkedes mig at skrive den roman, og årsagen er nok, at jeg havde store, tyngende forventninger til mig selv.«

Har du altid stillet høje krav til dig selv?

»På nogle områder er jeg sjusket, henslængt og doven, men når det gælder arbejde, har jeg altid ønsket at gøre det bedst muligt, omend jeg som yngre var forfærdelig til at omgås deadlines. Uanset hvad jeg laver professionelt, er det vigtigt, at jeg har en klar ide, og om det er bøger eller artikler, afleverer jeg manuskripter, som er klar til at trykke.«

»Jeg er konkurrencemenneske om en hals og vil være den bedste. Gennem årene har jeg skrinlagt flere romaner, fordi jeg ikke syntes, det var godt nok, og senest lagde jeg en meget personlig bog til side. Det var en pine at skrive den, og et af de krav, jeg er begyndt at stille til mig selv, er, at det skal være lystfuldt.«

Hvordan har dine forældres forventninger til dig været?

»De har gjort mig den bjørnetjeneste at tage for givet, at jeg ville udnytte min intelligens. Jeg kunne læse inden skolen, og de tog det som en selvfølge, at jeg fik topkarakter i alt. Alle børn har brug for håndfast anerkendelse hjemmefra, og den fik jeg ikke.«

»Min roman 'Kokken der holdt op med at rødme' handler om en mesterkok, som er drevet af en jagt på anerkendelse fra sine omgivelser, fordi han aldrig har fået den fra sine forældre.«

»En psykolog fortalte mig, at dygtige skuespillere og sportsstjerner altid havde lavt selvværd som følge af manglende anerkendelse i barndommen, og det er jo interessant, at denne mangel kan føre til et stort drive som voksen. Meget firkantet kan man sige, at det giver et stort skub ikke at blive anerkendt af sine forældre.«

Hvordan hænger alder og selvtillid sammen for dig?

»Da jeg begyndte at skrive for Gaffa i 1985, kunne det tage mig en uge at skrive 10 linjer. Denne weekend har jeg skrevet en seks sider lang artikel til Ud & Se og en lang artikel til Weekendavisen.«

»Jeg har fået styr på det håndværksmæssige, kender min dramaturgi og mit sprog, og jeg har gennem årene tilegnet mig viden om, hvordan man skriver alt fra sangtekster til filmmanus, madanmeldelser, interview og romaner, og kan blande det hele med viden fra sport, musik, jura, osv. Først kommer ideen, så kommer formen, og jeg kender ikke til skriveblokering mere.«

Hvordan kan du mærke, at det er det rigtige for dig at være forfatter?

»Jeg har villet være forfatter, siden jeg var teenager, for jeg havde det skønt, når jeg skrev, og bildte mig ind, at jeg havde noget interessant at sige. Det tog mig 30 år at nå mit mål. Og inden da havde jeg øvet mig meget. Jeg elsker, at jeg som forfatter kan disponere over egen arbejdstid.«

»Mange af de kokke, jeg kender, har aldrig haft tid til at spise morgenmad med deres børn. Det har jeg altid kunnet. Jeg kan tage hjem og lave frokost til dem, når de kommer fra skole, og arbejder næsten altid også om aftenen. Jeg arbejder omkring 60 timer om ugen, men jeg tilrettelægger selv hvornår og hvor. Det bedste ved at skrive romaner er at udvikle handling, vide, hvor man skal hen med det skrevne, og få karaktererne til at tale af sig selv.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for Damerne.