En ny bog, som snart kommer på gaden, menes at afsløre prins Andrew som 'sexafhængig' og med tætte forbindelser til den afdøde, dømte overgrebsmand Jeffrey Epstein.

Den canadiske forfatter Ian Halperin afslører, at han har talt med tolv kvinder, som siger, de har haft sex med engelske prins Andrew. Det skriver engelske Page Six.

Flere af de kvinder, som har åbnet op overfor forfatteren i forbindelse med research til bogen 'Sex, lies and dirty money by the world’s powerful elite', (sex, løgne og beskidte penge fra verdens magtfulde elite, red.) beskriver den 60-årige prins som én med gode manerer.

»De fleste kvinder portrætterede Andrew som den perfekte gentleman og sagde, at det (sexen, red.) foregik med samtykke. En kvinde sagde, at han var en meget vovet elsker. Der var ingen grænser for, hvad han ville gøre i sengen. Hun sagde til mig: 'Andrew fik jorden til at ryste under mig, når vi var i soveværelset,' men så blev hun efterfølgende skuffet, da hun ikke hørte fra ham igen,« siger forfatteren til det amerikanske medie.

Virginia Giuffre fortæller, at hun var tvunget til at have sex med prinsen, da hun var 17 år gammel. (Her et arkivfoto af hende.)
Virginia Giuffre fortæller, at hun var tvunget til at have sex med prinsen, da hun var 17 år gammel. (Her et arkivfoto af hende.) Foto: Shannon Stapleton
Vis mere

Ian Halperin understreger, at han ikke er stødt på beviser på overgreb begået af prinsen mod mindreårige, men meget andet er dog angiveligt dukket op.

For på andre områder vil bogen helt sikkert gøre livet en anelse mere besværligt for den 60-årige prins. Eksempelvis når emnet falder på milliardær Jeffrey Epstein.

For hvor prinsen selv påstår, at der kun har været forretningsforbindelser imellem de to, så lyder anklagen fra Ian Halperin, at det var noget helt andet, deres bekendtskab handlede om.

Epstein hjalp nemlig angiveligt med at finde potentielle sexpartnere til sin royale ven. Helst smukke kvinder med rødt hår, som det forlyder har prinsens særlige interesse.

Tidligere har kvinden Virginia Roberts Giuffre tidligere fortalt, at hun havde sex med prinsen, da hun var bare 17 år.

Hun var en del af en gruppe kvinder, som Jeffrey Epstein angiveligt holdt tæt på sig under mere eller mindre tvungne omstændigheder.

Prins Andrew har tidligere nægtet at have mødt Virginia Giuffre, selv om flere vidner er stået frem og har bekræftet, at de to var på natklub sammen. Det skete i et meget omtalt interview med BBC.