Der har været megen diskussion om, hvad konsekvenserne bliver for Will Smith, efter han i bedste sendetid stak Chris Rock en lussing under søndag nats Oscar-show.
Skal Will Smith have frataget den Oscar, han vandt kort efter optrinet? Skal han udelukkes af Oscar-akademiet?
Det står endnu uklart, efter akademiet først et døgn efter showet har indledt en undersøgelse af episoden. Men nu melder akademiet ud i et brev til medlemmerne, at man ser med alvor på episoden, som man vil finde en »passende« konsekvens.
Det skriver flere medier såsom The Hollywood Reporter og Variety, der har fået fingre i brevet.
Heri gøres det klart, at Oscar-akademiet er »vrede og oprørte« over Will Smiths »uacceptable og skadelige opførsel«.
»Akademiets bestyrelse vil nu træffe en beslutning om en passende konsekvens for hr. Smith,« skrives det i brevet, der er underskrevet Oscar-akademiets præsident David Rubin.
»Dette må følge en officiel proces, der vil tage et par uger«.
Kort efter Will Smith stak en lussing til Chris Rock meldte Akademiet ud på Twitter, at man »ikke tolerer vold af nogen slags«.
Men den udmelding blev ikke taget lige godt imod alle steder, da den blev fulgt op med meldingen om, at Akademiet glædede sig over at hylde alle nattens velfortjente vindere – herunder altså også Will Smith, der kort efter lussingen vandt prisen som bedste mandlige hovedrolle.
Døgnet efter meldte Akademiet dog mere kontant ud om ooptrinet
For her blev det i en officiel udtalelse gjort klart, at man ville undersøge episoden -–også selv om politiet i Los Angeles valgte ikke at gå ind i sagen, da manden, der fik lussingen, Chris Rock, ikke ville anmelde Will Smith.
»Vi har officielt indledt en formel undersøgelse af hændelsen, og vi vil undersøge mulige handlinger i overensstemmelser med vores vedtægter, vores regler om opførsel og om Californiens love,« lød det i Akademiets udtalelse.
Nu er det så kommet frem, at der altså går »et par uger«, før man skal forvente at få en konklusion på, hvad Oscar-akademiets sanktioner mod Will Smith bliver.
Det tyder dog ikke på -–hvis man skal tro skuespiller Whoopi Goldberg, der som medlem af Akademiets bestyrelse skal være med til at træffe beslutningen – at Will Smith skal aflevere sin Oscar-statuette tilbage.
