Sidste år stillede Cecilie Steffensen fra Randers op i konkurrencen om at være landets smukkeste kvinde. Men for blot ti år siden var hun mobbeoffer. I dag ved hun, at det godt kan betale sig at være sig selv
Historien om den grimme ælling ligger lige for, når man taler med Cecilie Steffensen.
»Jeg var den ekstremt grimme ælling, hvis jeg selv skal sige det,« siger hun og viser et barndomsbillede af sig selv frem på mobilen.
En lille pige med brunt hår, et bredt smil og store stritører griner på skærmen. Der var dog ikke ret meget at grine ad, efter Cecilie Steffensen kom på en ny skole i Randers i 2. klasse.
»Min far blev forfremmet, og vi flyttede til Randers. Det betød, at jeg kom på en anden skole. Men det var en skole, hvor alting handlede om mærketøj, og det gik jeg bare slet ikke op i. Jeg havde altid valgt mit eget tøj, og det var ret... farverigt,« forklarer 19-årige Cecilie Steffensen med et smil og kigger ned på skærmen igen.
Det er hendes tøj også i dag, hvor hun er iført en dybt udskåret rød bluse, som viser hendes kvindelige former og fine, solbrune hud. Håret er langt, og makeuppen er lagt som af en professionel.
Fra andegården
At bære sig med stil er noget, hun især lærte sidste år, da hun var med i Miss Danmark-konkurrencen om at være landets smukkeste kvinde – noget af et kvantespring for ællingen fra Randers.
»Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle, hvis du havde spurgt mig dengang,« siger hun og kigger hen for sig.
Cecilie Steffensen kom fra forskellige skoler på Djursland, men hun havde ikke været på nogen af dem længe nok til at falde til og få venner. Det eneste, hun husker fra dengang, er, at det var fuldstændig ligegyldigt, hvad man gik i af tøj. Men det var det ikke på skolen i Randers, hvor hun hurtigt blev skolegårdens mest yndede mobbeoffer med sit spraglede tøj, stritører og egne holdninger.
»Der var gode og dårlige dage. Nogle gange var alle pigerne imod mig, for der var en alfahun blandt pigerne i klassen, som kunne få alle til at gå imod mig. På den måde kunne en dag blive rædselsfuld. Jeg sad alene i skolegården og blev kaldt de mest modbydelige ting.«
»Andre dage måtte jeg gerne være med i deres lege. Men når vi f.eks. legede heste, så var de andre piger ryttere, og jeg var hest. Det var jo fedt at være med, men så alligevel ikke,« husker hun.
Skolen havde ikke nogen mobbepolitik, og selv om Cecilie Steffensens klasselærer også gik med på mobberierne, gjorde rektor intet på sine utallige møder med Cecilie Steffensens forældre. Tværtimod holdt han på, at det var Cecilies egen skyld, at hun blev mobbet.
»Jeg prøvede at holde facaden og være stærk, men jeg græd hver dag, når jeg kom hjem.«
I desperation forsøgte Cecilie Steffensen endda at bestikke sig til venskab i skolegården.
»Nogle gange tog jeg fem eller ti kroner med i skole. Det var jo mange penge for mig, men især fordi jeg jo godt vidste, at det ikke var mig, der kom til at bruge dem. Jeg betalte pigerne for ikke at mobbe mig den dag.«
Selv om Cecilie Steffensen var ked af sit udseende, var hun ikke uden selvværd, og for at slippe af med hvalpefedtet, som kommer, når man er et barn, der elsker mad, meldte hun sig som cheerleader.
»Jeg havde brug for at tabe et par kilo, og det gjorde jeg også hurtigt. Det betød også, at jeg fik lettere ved at acceptere mit eget udseende.«
Men resten af klassen gjorde det ikke, og når Cecilie svarede igen på deres mobning, blev det kun endnu værre.
Man ved, hvad man har
I al den tid i skolen nægtede Cecilie Steffensen at lave om på sig selv. Kun de flyvske ører fik hun opereret ind i håb om, at de så havde det mindre at mobbe hende med i skolegården. Men retten til at sige sin mening højt og gå i anderledes tøj beholdt hun. Gang på gang tiggede hendes familie hende om at skifte skole, så mobningen kunne få en ende.
»Jeg turde ikke. Jeg var så bange for, om det kunne blive værre et andet sted. På denne skole vidste jeg i det mindste, hvad jeg mødte ind til om morgenen,« husker hun.
Først da 8. klasse begyndte, skiftede hun skole og fandt for første gang ud af, hvad det ville sige at komme i skole til imødekommende klassekammerater og venskaber. Hun kunne komme i skole i sit eget tøj, med et par kilo for meget på kroppen og alligevel have veninder i klassen. Langsomt gik det op for hende, at hun godt kunne være sig selv OG være afholdt samtidig. På den måde endte Cecilie Steffensens skolegang med at blive god, selv om de mange års mobning stadig sad i kroppen og i selvværdet.
Derfor var hun da også først afvisende, da en veninde en dag foreslog hende at komme med i Miss Danmark. Konkurrencen i 2017 blev annonceret bl.a. på Facebook, og man kunne frit melde sig til.
»Jeg havde set reklamerne, og jeg var vild med de store kjoler og hele den prinsesseverden. Derfor prøvede jeg at komme med. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme forbi det der brev med ’Tak for din ansøgning, men...’«
Cecilie Steffensen skulle blive overrasket, for hun blev udtaget til konkurrencen efter en casting med 1.000 andre smukke, unge piger.
»Pludselig stod jeg foran et dommerpanel og fik at vide, at jeg bare skulle være mig selv. Endelig blev jeg bedt om bare at være mig selv,« husker hun med et drømmende smil.
En måneds tid senere sad hun i sommerhus sammen med sin familie, da hun fik en mail. Hun var gået videre i konkurrencen, og ikke bare skulle hun til København og konkurrere med 29 andre piger. Hun skulle også være med i en dokumentarudsendelse i seks afsnit om Danmarks ældste skønhedskonkurrence.
»Min mor og søster græd af glæde, mens min far bare stod og råbte i baggrunden,« husker hun om den store dag i sommerhuset, da hun fik bekræftet, at hun også var smuk i andres menneskers øjne.
Haters hate
Cecilie Steffensen ville rigtig gerne vinde konkurrencen – selv om alene det at være med var en stor ting. Derfor gik hun i træningslejr. Hun stoppede med at ryge, ville begynde at spise sundt og træne sin krop mere.
»Men så kunne jeg mærke den dér igen: Det er jo ikke mig at leve så sundt. Jeg kan ikke bare smide mig selv ud, fordi andre beder mig om det. Miss Danmark handler jo ikke om at være perfekt eller være som alle andre. Det handler netop om at være sig selv,« siger Cecilie Steffensen, som gik om bord i smøgerne igen, selv om det er faux-pas i skønhedsverdenen.
Det var dog ikke uden en vis nervøsitet, at hun tog til København for at deltage i bootcamp, få undervisning i makeup, lære at gå på catwalken og blive klogere på tøjdesign. Hun skulle være med i et nyt fællesskab af unge piger, og det var noget, som trak tråde tilbage til skolegården i Randers.
»Jeg var så nervøs for, om jeg ville passe ind denne gang. Hvad nu, hvis Danmarks flotteste piger var en flok krukker? Jeg var faktisk helt i tvivl om, at jeg overhovedet turde, men jeg gjorde det.«
I dag er hun faktisk selv helt overrasket over, hvad hun mødte i konkurrencen. I stedet for kliker, mobning og ondt blod, mødte hun 29 nye veninder, som alle holdt sammen, for at én kunne nå målet: At vinde konkurrencen.
»Vi krammede og spurgte til hinanden, allerede da vi mødtes. I fire måneder var der ikke en eneste intrige. Ikke en eneste gang var der problemer imellem os. Vi var der jo alle af samme grund,« husker hun.
Derimod kom mobningen udefra, for på de sociale medier fik folk rigelig lejlighed til at komme med deres uforbeholdne mening om konkurrencen og pigerne.
»Jeg fik en del ’hate’, hvor folk skrev, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. Eller spurgte: ’Hvorfor er DU med i en skønhedskonkurrence?’« siger Cecilie Steffensen med et ærgerligt skuldertræk.
Altid sig selv
Selv om forventningerne til pigernes udseende er ret enslydende i Miss Danmark – f.eks. skal alle have samme lange, bølgende hår og samme slags makeup – så fandt Cecilie Steffensen hurtigt ud af, at hun ikke kunne lide at være som alle andre.
»Du vinder altså ikke på at lade som om, du er hende, der sidder ved siden af dig. Eller hvis du forsøger at efterligne hende den blonde, når du selv har brunt hår,« siger Cecilie Steffensen og hiver fat i en tot af sit eget kastanjefarvede hår.
Som man kan se i dokumentaren Miss Perfect, som har kørt på DR, kom Cecilie Steffensen alligevel ikke i nærheden af den eftertragtede tiara, podiepladsen og billetten til at repræsentere Danmark ved Miss World i Kina.
Alligevel er hun lykkelig over, at hun tog mod til sig og sprang ud af skallen som den grimme ælling sidste år. For hvis hun ikke vidste det i forvejen, så ved hun helt sikkert i dag, at det godt kan betale sig i det lange løb at være sig selv.
»På min gamle skole måtte man bare ikke være sig selv. I dag er jeg glad for, at jeg holdt fast i mig selv. Nu har jeg prøvet at være finaledeltager i Danmarks største skønhedskonkurrence,« siger hun stolt.
Efter konkurrencen har hun nogle gange mødt sine gamle plageånder hjemme i Randers.
»Mange af dem har jeg jo mødt i byen, og de har også sagt undskyld for dengang. Men jeg kan stadig ikke glemme det. Jeg har det meget ambivalent, når de siger hej. Så tænker jeg: ’Hvad vil du nu?’«