En ny buste af kronprinsesse Mary får så hård kritik på Facebook, at skaberen, kunstneren Jim Lyngvild, har taget konsekvensen og taget opslaget, hvori han præsenteret busten på tre billeder, ned fra sin fanside.

Busten er den tredje, han laver som en hyldest til Kongehuset, men hvor de to første af dronning Margrethe og kronprins Frederik er blevet rost til skyerne, har hans følgere svinet den nye buste til for at være grim og ikke ligne Kronprinsessen.

»Nogle af kommentarerne er direkte perfide. Folk skriver 'Ad, hvor er hun grim'. Sig mig en gang, hvad bilder I jer egentlig ind?« spørger Jim Lyngvild retorisk, da B.T. taler med ham om sagen.

Han lægger ikke skjul på, at han er træt af kritikken, og inden han slettede sit opslag fra Facebook, nåede han da også at skrive i vrede:

'Jeg er generelt RØV træt af inkompetente tabertyper, der bare lukker lort ud, men som ingen kompetencer udviser selv'.

Over for B.T. forklarer han sin svada med, at han finder de kritiske kommentarer ukonstruktive og decideret forkerte.

»Jeg slettede opslaget fordi, folk er så lemmingeagtige. Én siger noget, og så stemmer alle andre i. Det er unfair over for den kreative proces i dette tilfælde,« siger han.

»En buste af unge kvinder er noget af det sværeste, man kan lave, for unge kvinder er verdensmestre i at camouflere sig med makeup. Det er ekstremt svært at lave billede, der ligner,« forklarer han.

Jim Lyngvild. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Jim Lyngvild. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det provokerer Jim Lyngvild at modtage kritik fra folk, der ikke selv er kunstneriske, og som i dette tilfælde efter hans mening tager fejl, når de kritiserer ligheden med kronprinsesse Mary.

»Dem med lidt forstand på former kan se, at det ligner fuldstændig. Joachim Jensen, den tekniske modellør bag, og jeg, har fået alle hendes ansigtstræk med. Busten ligner hende på en prik. Faktisk har den størst lighed af de tre buster,« siger Lyngvild, som understreger, at busten skal ligne Mary uden sminke.

Han kan dog finde en smule at glæde sig over ved kritikken mod sit værk.

»Det er da dejligt, at folk har så stærke følelser for Kongehuset. De vil beskytte hende, og det er fantastisk, at de har så stor kærlighed til de royale, at de vil beskytte dem mod alt, man ikke føler er dem værdigt,« siger Jim Lyngvild.

Busten af Mary er kun lavet som en hyldest, og vil ikke blive sat i produktion og solgt. (Foto: Jim Lyngvild)
Busten af Mary er kun lavet som en hyldest, og vil ikke blive sat i produktion og solgt. (Foto: Jim Lyngvild)
Vis mere