Quiz-programmet 'Hvem vil være millionær' er atter centrum for en skandale, da den kontroversielle vært Jeremy Clarkson var en anelse for åbenmundet.

Engelske Jeremy Clarkson, der er kendt fra det populære bilprogram Top Gear, blandede sig, da en af deltagerne på programmet var ved at svare forkert på et spørgsmål.

Deltageren var Seville, som først havde brugt to livliner på et spørgsmål om, hvilket bjerg der ikke indgår blandt de tre, man skal bestige i 'Den nationale tre tinder-udfordring' (oversat, red.).

Det er en udfordring, hvor man på et døgn skal bestige det højeste bjerg i både Skotland, England og Wales.

Hun brugte først 50/50-livlinen, hvor computeren tager halvdelen af svarene væk, så der kun er to svar tilbage på skærmen.

Da hun stadig var i tvivl om, hvillket af de to tilbageværende svar, hun skulle vælge, ringede hun til en ven.

Men det var her, problematikken opstod, skriver news.com.au.

Da Seville spurgte sin ven, hvilket svar, der er det rigtige, sagde vennen, at Scafell Pike er en del af udfordringen.

Men da spørgsmålet gik på, hvilket af svarene der ikke indgår i udfordringen, blev deltageren forvirret.

Efter Seville havde brugt sine 30 sekunder med vennen, var hun i tvivl om, hvilket svar hun skulle vælge, og der trådte Jeremy Clarkson til og afgjorde sagen.

»Han sagde, han troede, Scafell Pike var en del af det,« oplyste værten deltageren om.

De snakkede frem og tilbage, før Seville indså, hvad hun skulle svare og endte med at svare det rette. Efter Jeremy Clarkson havde givet sit besyv med, indså han, hvad han havde gjort.

Han fik nemlig fortalt, at man må tage i betragtning, at han er 58 år gammel, og at hans hoved fungerer ligesom en si.

På Twitter er brugerne ikke blide ved værten, der tidligere blev fyret som vært på Top Gear, fordi han slog en producer i hovedet.

De skriver, at det er hans skyld, at hun svarede rigtigt - at det er rent snyd, den måde han fodrede hende med svaret.

Programmet har også tidligere været ude for andre skandaler. Blandt andet var der en deltager, hvis ven sad i publikum og fodrede ham svarene via host og snøft.