'Ser jeg dobbelt!?', 'Tvillinger!' og 'Øhhh, hvem af jer er Reese?'.

Sådan lyder blot nogle af de utallige kommentarer, der er dukket op på skuespillerinden Reese Witherspoons seneste Instagram-opslag.

Opslaget er et billede af Hollywood-stjernen selv sammen med hendes 21-årige datter, Ava Phillippe.

Selvom det umiddelbart lyder ret uskyldigt med et mor/datter-billede på sociale medier, så har billedet alligevel fået mange af Reese Witherspoons knap 25 millioner følgere til at gå amok.

For på trods af at skuespillerinden er 23 år ældre end sin datter, så ligner de to nemlig alligevel hinanden som snydt ud af næsen.

'Hvordan har hun stjålet dit ansigt?', lyder en af de knap 20.000 brugerkommentarer til Reese Witherspoons billede for eksempel.

'Ctrl C + Ctrl V', skriver en anden bruger og henviser til copypaste-funktionen på en computer.

Tjek selv herunder, om du kan se, hvem der er hvem (artiklen fortsætter under billedet):

I skrivende stund har Reese Witherspoons billede fået 1,5 millioner likes, og flere A-kendisser har blandt andet kommenteret det.

'Helt seriøst! I er tvillinger! Smukke kvinder. Kærlighed, kærlighed, kærlighed,' skriver skuespillerinden Drew Barrymore for eksempel.

'Det var det hele værd', skriver Jennifer Garner og henviser til, at Reese Witherspoon i sit opslag har skrevet, at hun blev nødt til at tvinge sin datter til at tage matchende julesweaters på.

Ava Phillippe er Reese Witherspoons ældste barn, som hun i tidernes morgen fik med sin daværende ægtemand skuespilleren Ryan Phillippe.

De to mødte hinanden i 1997, da de begge var 21 år gamle, og blev gift to år senere. De deler – udover Ava Phillippe – også sønnen Deacon, der er 16 år gammel.

Parret blev dog skilt i 2007, og i 2012 fik Reese Witherspoon endnu en søn. En søn ved navn Tennessee, som hun deler med sin nuværende mand, Jim Toth, som hun giftede sig med i 2011.