Da Christopher og hans hustru, Cecilie Haugaard, søndag aften synkront afslørede, at de skal være forældre til foråret, gik deres følgere på Instagram amok.

Det populære par har i løbet af coronakrisen hittet med små videoer, hvor Cecilie Haugaard selvironisk forsøger at gå sin popstjerne-mand i bedene med 'skønsang', hvilket altså nu kulminerer med en video, hvor de synger Justin Biebers gennembrudshit, 'Baby', med den særlige ekstra besked til verden:

'Håber lidt, at hun får hans stemme. Vi glæder os til marts,' skriver Cecilie Haugaard på dansk, mens Christopher, der har fans uden for Danmark og derfor skriver på engelsk, giver samme besked om, at de altså venter en lille pige til marts.

Og det var en populær besked.

Mandag morgen har næsten 60.000 trykket 'synes godt om' på Christophers video, der allerede er blevet set over 200.000 gange. Det er et godt stykke over, hvad han gennemsnitligt får af reaktioner på sin Instagram-profil, der følges af 578.000 mennesker.

På Cecilie Haugaards Instagram-profil har 48.000 trykket 'synes godt om', ligesom hendes tilsvarende video indtil videre er blevet set over 180.000 gange.

De to kommentarfelter svømmer over af hjerter og glade hilsner fra fans, der lykkeligt skriver ting som:

'Jeg døde lidt indeni, kæft, det er noget af det sødeste, jeg har set', 'Oh my god' og 'Det er det, vi har drømt om i evigheder!'.

Masser af Christopher og Cecilie Haugaards kendte kollegaer står også i kø for at skrive 'tillykke' og 'synes godt om'. På listen finder man alt fra tv-værter som Anders Breinholt og Sofie Linde til popkollegaer som Joey Moe, Wafande og Ida Corr.

Svømmestjernen Pernille Blume er også helt oppe at køre over videoen og skriver:

'Yaii I to. Kæmpe tillykke. Vild med, Chris lige klapper din mavse', med henvisning til, at Christopher sidst i videoen løfter op i sin hustrus kjole og jokende siger til sin kommende datter, at han ikke håber, at hun stjæler 'hans shine'.

Tv-vært Petra Nagel, der for en uge siden brugte sin Instagram-profil til at fortælle verden, at hun skal være mor igen, er også glad og skriver:

'Ja, mand! Vi kan evt. dele den vogn hjem fra fødegangen.'

Cecilie Haugaard og Christophers gode veninde influencer Julie Lillelund, der er gift med Mads Langer, har kommenteret begge Instagram-profiler og skriver først:

'Glæder mig til at elske den lige så højt, som jeg elsker, når Cille synger', og derefter 'Har aldrig elsket noget så højt som den her video'.

Christopher kom allerede i foråret til at insinuere, at han skulle være far, da han i 'Go' morgen Danmark' talte med vært Mikkel Kryger om sin sang 'Bad', der oversat til dansk indeholder linjen 'Ved du, min baby er dårlig, ved du, min baby er dårlig', hvilket fik ham grinende til at sige:

»Det var præcis det budskab, jeg ville have ud. Det handler om min kæreste, der har ret meget morgenkvalme.«

Christophers fans tænkte, at 'morgenkvalme' måtte betyde 'graviditet', hvilket fik hans pladeselskab til hurtigt bagefter at slå fast, at der var tale om en joke.

Men nu skulle den altså være god nok.