Otte kvinder fortæller til det amerikanske medie CNN, at de alle har oplevet, hvordan Morgan Freeman under filmoptagelser har opført sig 'upassende' over for dem. Nogle af kvinderne føler sig også chikaneret.

En af kvinderne, der fremstår anonymt i CNN's historie, fortæller, at hun i sommeren 2015 fik sit drømmejob, da hun startede på optagelserne til komediefilmen 'Going In Style', der blandt andet havde skuespillere som Michael Caine, Alan Arkin og altså Morgan Freeman på rollelisten.

Drømmejobbet skulle dog hurtigt blive til et mareridt for kvinden. Hun fortæller til CNN, hvordan Morgan Freeman skulle have nusset hende på ryggen og beskriver en bestemt situation:

»Han blev ved med at prøve at løfte op i min nederdel og spurgte, om jeg havde undertøj på,« fortæller kvinden til CNN.

Hun er dog ikke den eneste, der beskylder stjerneskuespilleren for 'upassende opførsel'. I alt 16 personer har været med til at beskrive Morgan Freemans opførsel over for CNN - hvoraf otte af disse er kvinder, der alle føler sig som ofre for skuespillerens opførsel. Nogle beskriver det som chikane, andre bruger altså definitionen 'upassende opførsel'.

Blandt beskyldningerne er også, at Morgan Freeman ofte har kommenteret på kvindernes kroppe og deres beklædning.

Morgan Freeman er blandt andet kendt for at have spillet med i film som En Verden Udenfor, Se7en og Million Dollar Baby, hvor han altså vandt en Oscar for sin skuespillerpræstation i sidstnævnte.

CNN skriver, at de har været i kontakt med Morgan Freemans talsperson, som bad om en mail med kvindernes anklager. Det amerikanske medie sendte mailen, men skriver nu, at de på trods af adskillige påmindelser ikke har fået et svar.