Han plejer at gå rundt i andre folks hjem og kigge i deres køleskabe og garderober.
Men Flemming Møldrup kan andet end at kloge sig på kendte menneskers livsstil i DR-programmet 'Kender du typen?'
Han har skrevet flere bøger, og på Instagram afslører han nu, at der er endnu en bog på vej.
Han ved nemlig også noget om, hvad det vil sige at være skilsmissefar.

Det har han skrevet en bog om sammen med sin ekskone, Julie Ralund, som han blev skilt fra for 10 år siden.
Det afslører han selv på det sociale medie, hvor Møldrup også løfter sløret for, hvad nyudgivelsen handler om:
»Den handler om, hvor mange kameler der skal sluges for at kunne stå sådan her og smile. Og være stolte forældre i det, vi kalder et forældreskab. Og vi sku hilse og sige, at der er slugt mange - vi deler dem gerne med jer.«
Og det er ikke bare det gode forhold til eks'en, der gør livsstilsekspertens privatliv specielt.
Sidste år vakte det en del opsigt, da Møldrup i et interview med Femina fortalte, at han ikke bor sammen med sin nuværende kone, men i stedet deler lejlighed med en veninde.
Den særlige indretning skyldes blandt andet, at parret har børn i forskellige aldre. Og så skader det ikke at savne hinanden lidt, forklarede han dengang til magasinet.
»Rikke vil gerne meditere og dyrke yoga, og jeg vil gerne surfe og skrive. Det ville vi selvfølgelig også kunne, hvis vi boede sammen, men der er lidt mere energi i det, når man er alene. Samtidig savner vi også hinanden, og det er godt - det er ligesom de mennesker, der faster.«
Den nye bog udkommer til maj på Gyldendal.

