Det er måske en upopulær holdning at have her under EM, hvor Danmark er nået helt til kvartfinalerne, og den rød-hvide fodboldfeber har ramt snart hver en dansker.
Men livsstilsekspert, tv-vært og forfatter Flemming Møldrup holder altså med Italien.
»Jeg har altid holdt med Italien i alle de slutrunder, jeg kan huske. Det var mit første hold, som jeg faldt for som barn. Og siden har det indeholdt nogle af mine yndlingsfodboldspillere som Del Piero, Pirlo, Maldini, Buffon, Inzaghi og Baggio. Den azurblå trøje har godt fat i mit fodboldhjerte,« indrømmer den 51-årige 'Kender du typen?'-ekspert overfor B.T.
Dog har Flemming Møldrup ikke glemt vores egen lille andedam, som selvfølgelig også er blandt hans favorithold.

»Jeg håber så meget på Danmark, og jeg tror faktisk, vi kommer ret langt. Måske endda helt til finalen. Jeg synes, vi har et fantastisk landshold, som har så mange kvaliteter, og Kasper Hjulmand er en moderne træner, der træner det bedste frem i os alle,« forklarer han.
Men generelt er Flemming Møldrup altså ikke meget for alle de små nationer, der tordner frem i EM-regi for tiden.
Han vil helst bare se de samme giganter levere de forudsigelige resultater og tørne sammen mod hinanden. Og gerne se Italien stå med pokalen til allersidst.
»Jeg elsker de store hold, fordi de oftest består af verdens bedste fodboldspillere. Jeg er godt klar over, at et hold jo ikke er bedre på dagen, end de er. Men det er alligevel lidt ærgerligt at se Frankrig slået af Schweiz og Sverige slået af Ukraine. Simpelthen fordi jeg hellere vil se en kamp mellem Frankrig og Sverige end mellem de to andre. Men altså, bolden er rund,« ærgrer han sig med et grin.
Som livsstilsekspert i 'Kender du typen?' er det nærliggende at slutte med at spørge Flemming Møldrup, hvad det siger om ham som person, at han holder med et andet hold end Danmark og helst bare vil se storkampe, når der er EM.
»Jeg tror faktisk, de fleste af os har et yndlingslandshold, som også er ude i verden. Selvfølgelig holder vi med Danmark, men hvis vi nu ikke var med! Så jeg er nok bare en helt almindelig EM-type,« griner Flemming Møldrup.

