Selv om det kun er fire måneder siden, at skuespillerinden Diane Kruger blev mor for første gang, er der ikke mange spor tilbage af graviditeten at finde på hendes krop.

Et billede af hende fra et træningslokale viser nemlig, at babybulen er skiftet ud med en sixpack.

'Viser jeg mig frem? Fuck yeah. For det har været hårdt arbejde at få mine mavemuskler tilbage,' skriver 42-årige Diane Kruger til billedet, som hun for en uge siden selv delte på Instagram.

'Jeg troede ikke, det var muligt efter at have fået en baby. Og bestemt ikke i min alder,' fortsætter hun.

Det var i november sidste år, det kom frem, at den tyskfødte skuespillerinde og hendes mand – skuespilleren Norman Reedus – var blevet forældre til en lille pige.

Længe havde Diane Kruger, der fik sit internationale gennembrud i filmen 'Troy' fra 2004 og siden har medvirket i blandt andet 'National Treasure' og 'Inglourious Bastards', ellers formået at holde graviditeten helt hemmelig, men da hun i oktober blev spottet på gaden med en velvoksen mave, blev den kommende familieforøgelse afsløret.

På Instagram skriver hun videre, at hun ikke har haft en personlig træner, men at hun har været 'dedikeret til at få sin gamle krop tilbage'.

'Kvindekroppen er fantastisk,' skriver hun.

I et interview med det amerikanske medie Net A Porter fortalte Diana Kruger i januar, at hun i en lang årrække ikke troede, hun ønskede at blive mor.

»Længe troede jeg ikke, at jeg ønskede at få børn. Jeg var for egoistisk,« sagde hun og fortsatte:

»Men da jeg blev omkring 35 år, tænkte jeg: 'Jo, jeg vil nok gerne have et barn'. Men så er du nødt til at vente på, at den rette person dukker op.'«

Diane Kruger og Norman Reedus har dannet par i omkring tre år. Fra forholdet med den danske supermodel Helena Christensen har Norman Reedus sønnen Mingus, der i dag er 19 år.

ARKIVFOTO af Diane Kruger og Norman Reedus.
ARKIVFOTO af Diane Kruger og Norman Reedus. Foto: MARK BLINCH
Vis mere