Den konkursramte komiker Finn Nørbygaard får nu mulighed for at øse ud af sine tvivlsomme finansielle råd, når han træder op på talerstolen for øjnene af tusindvis af håbefulde aktionærer.

Det sker, når han i morgen klokken 18 går på som gæstetaler ved Dansk Aktiemesse 2009. Dermed får tusindvis af aktiespekulanter mulighed for at sole sig i Finn Nørbygaards finansielle fadæser.

Showet løber af stablen i den gamle børsbygning på Slotsholmen i København, hvor komikeren bliver messens sidste taler, efter en række sværvægtere fra finansverdenen har drysset guldkorn ud over publikummet.

- Min gæsteoptræden ligger som rosinen i pølseenden af showet for at bløde alle de tunge taler lidt op. Det kommer til at foregå i interviewform, hvor Charlotte Lindholm vil udfritte mig om mit aktieeventyr, fortæller Nørbygaard til bt.dk

Selvironisk optræden
Charlotte Lindholm er kendt som hårdtslående vært på DR’s Pengemagasinet.

- Det hele foregår med et selvironisk glimt i øjet, men jeg håber da, intervieweren er skarp, siger Finn Nørbygaard.

Finn Nørbygaard har på det seneste talt åbent om, hvordan han i et anfald af griskhed og naivitet futtede hele sin formue af på IT Factory, den bedrageridømte Stein Baggers luftkastel.

Den ruinerede entertainer har da heller ingen forventning om at udbrede sig om seriøse investeringsspørgsmål på messen.

- Hvis jeg skulle tale seriøst om aktieinvesteringer, så ville jeg gå kold efter otte sekunder, så det regner jeg bestemt ikke med, jeg skal!

Afslører sit svar
Dog vil Finn Nørbygaard berige deltagerne med mindst et finansielt råd, som udspringer af hans aktuelle show.  

- I mit show er der et indslag, hvor jeg opfordrer publikummerne til at ringe til mig for at få finansielle råd. Der var så en, der ville høre mig om, hvad jeg mener, er en god bank. Det svar har jeg tænkt mig at afsløre i morgen på messen, siger Finn hemmelighedsfuldt.