Barnet skreg og skreg. Store røde og våde øjne stirrede febrilsk gennem sengens tremmer. Afføring klæbede sig til den lille bløde babykrop. Ti måneder skreg han, før nogen hørte ham.
»Jeg var i en forfærdelig forfatning. Det er en sørgelig historie,« siger Finn Nørbygaard så. Med moden eftertænksomhed i stemmen og en flig af gammel smerte i øjnene bag brilleglasset.
Den historie vender vi tilbage til.
Vi kender ham som sjove Finn. Ham, der sammen med Jacob Haugaard i 1980'erne fik flere generationer til at sige 'Skvaasss', 'Skvås' og 'Skuåssch'.
Ham, der i 90'erne med showet 'Mig og Elvis' drog på den længste turné nogensinde og var elsket for sine lidt bøvede jyske figurer som Karl Ejnar fra Borris.
Nu er Finn Nørbygaard tilbage i 'manegen'. På turné med det kapitel i sit liv, der viser sjove Finn bag facaden. Ham, der har fundet en dybere mening med sit liv. Og vil dele den med danskerne. Nogle af dem i hvert fald.
»Mit Karl Ejnar-publikum mister jeg sgu nok,« siger han med en ubekymret latter.
»At skulle stå og være sjov med sjov på i flere timer er hårdt. Og noget, jeg har gjort i så mange år. Som 67-årig passer det måske meget godt, at mit liv får et andet fokus.«
'Liv' kalder Finn Nørbygaard sit nye 'faktainment-show', som i lighed med hans foredrag tager udgangspunkt i egne livserfaringer og hans virke som terapeut.
Hvor sørgelig historien om Finn Nørbygaards egen start på livet end er, er det også den, der har gjort ham til det menneske, han er i dag.
»Man kan se den som enten utrolig dramatisk eller som afsindigt held,« starter han med alvor i blikket. Vi starter med det dramatiske.
Finn Nørbygaard var blot to måneder gammel, da hans biologiske forældre en majdag i 1952 gav ham væk. Han havnede hos en plejefamilie, der misrøgtede ham i ti måneder.
»Der var alkohol i sutteflasken, jeg blev hverken tilset af læge eller sundhedsplejerske og var i en forfærdelig forfatning.«
»Det var en nabo, der ringede til børneværnet og sagde, at de måtte gøre noget. De havde hørt mig ligge og skrige i 14 dage.«
Og der lå han så, da børneværnet brød ind i lejligheden. Lille Finn på et år. Helt alene. Smurt ind i sin egen afføring.
Han blev fjernet, kom til en ny plejefamilie, som siden blev hans adoptivforældre.
Finn Nørbygaards taknemmelighed over for dem, han kalder far og mor, er stor. De har været der for ham hele livet. Har elsket og støttet ham.
Da han som 34-årig besluttede at opsøge sit biologiske ophav, voksede taknemmeligheden.
»På en måde var jeg jo det heldigste barn på kloden,« siger han. Med et smil, som forvandles til et bittert drag over læben.
»Hvis jeg var blevet ved dén mor ... Fuck, mand. En kæmpe bitch. Jeg havde ikke haft en chance. Det var chokerende,« fortæller han om mødet med sine alkoholiserede biologiske forældre.
»Jeg havde talt med min adoptivmor om det inden og kom med totalt åbne arme. For hvis nu hun var dejlig, så havde jeg i bedste fald to mødre. Det var jeg klar til,« siger han og fortsætter:
»Men da jeg så mine biologiske søskende – så, hvilken forfatning de var i, hvordan de så ud, hvordan min mor maltrakterede det sted, så vidste jeg, hvad jeg ville være blevet. Et trynet og sølle menneske, der levede et trynet liv.«
Det var i 1986, Finn Nørbygaard opsøgte sine biologiske forældre og erkendte sit held. Men taknemmeligheden var ikke det eneste, der plantede sig i ham.
To år forinden fik Finn Nørbygaard sit første regulære sammenbrud. Sådan et, der sendte ham til tælling.
Det udsprang af noget så banalt som en kæreste, der rejste tre uger til USA. Han var glad på hendes vegne. Men efter få dage faldt han i et stort sort hul. Han kunne ikke komme op.
»Kroppen husker. Når noget ikke er bearbejdet, kan det slumre trygt i mange år og reaktiveres af den mindste ting,« siger terapeuten Finn Nørbygaard og fortsætter:
»Det var forladtheden, der ramte mig.«
Han opsøgte Esbjergs eneste terapeut. Fortalte historien om barnet, der lå smurt ind i afføring og skreg. Ønskede forståelse, medynk, trøst.
»I stedet var det første, som hun sagde: 'Har du nogensinde tænkt på, hvor stærk en stemme du må have, siden du kunne skrige så lang tid?'. Det smadrede min offerhinde fuldstændig, gav mig en helt ny forståelse.«
De hundredvis af terapitimer førte med tiden til, at Finn Nørbygaard i 2002 indledte en syvårig terapeutuddannelse. Et virke, som de senere år har fyldt mere og mere i hans liv.
»Fra at jeg havde brug for 'babu babu'-terapi, til at jeg skulle have et plaster på min sjæl, blev jeg interesseret i, hvordan et sår heles,« forklarer han.
Skuer han tilbage på sin karriere som ham den sjove, ved han godt, at komikken også har været et værn mod smerten.
Han ved, at den iboende følelse af som spæd at have været kasseret blev dulmet, når klapsalverne i landets koncertsale og forsamlingshuse væltede ind over ham.
For hver gang blev der fyldt på kontoen med selvværd. Den blodrøde bundlinje forvandlet til grøn.
»Det var den mest effektive maske, jeg kunne finde. Så længe der var nogen, der klappede ad mig, lignede det lidt, at jeg var o.k., at jeg var god nok,« siger Finn Nørbygaard med alvor i stemmen.
Han tror på, at kriser gør os stærkere. At det gjorde de for ham.
Årene har gjort ham klogere. Andre menneskelige knockouts har føjet nye facetter til den palet, han i dag kan kalde sit liv. Et meningsfyldt liv.
Finn Nørbygaard ser tænksomt ud i stuen. Ser gennem de store panoramavinduer, hvor marker og skov viser tegn på det spirende, livgivende forår.
»Hvis jeg ikke var gået i terapi i 1984, tror jeg ikke, at jeg havde været det samme menneske i dag. Jeg kunne sikkert godt have hutlet mig igennem tilværelsen, men ...«
Engang var han et spædbarn, der lå alene i tremmesengen og skreg og skreg. I et håb om hjælp.
Siden har Finn Nørbygaard brugt sin stemme. Til at få os til at grine. Og nu – mere end noget andet – til at give andre håb. Hvad enten det er til sine foredrag eller én til én.
»Når jeg sidder sammen med klienter og kan mærke, at livsgnisten begynder at springe, så er jeg lykkelig. Så får jeg fornemmelsen af, at jeg laver nøjagtig det, som jeg skal.«
