Første gang, Christian Tafdrup mødte sin kæreste, var til en digtoplæsning i Kødbyen under Distortion i 2014.
Hans første tanke var: »Hold kæft, et dejligt smil, hun har. Men den der laksefarvede cowboyjakke, den kan jeg ikke lide.«
I første omgang var det ikke en altomvæltende kærlighed. Faktisk gik der to år, før de mødtes anden gang. Men så gik det til gengæld stærkt.
Tre måneder efter deres andet møde, var hun gravid og han flyttede – for første gang i sit liv – sammen med en kæreste, og på deres etårsdag blev de forældre til datteren Cleo.
Christian Tafdrup var med egne ord 'en late blommer', da han for otte år siden mødte Natalie Toro Stokholm.
»Jeg var 37 år og havde i mange år kigget på kvinder med det der blik: 'Er hun den rigtige, og vil hun blive en god mor?'.«
Men han havde 'næsten opgivet' jagten, da hun pludselig en varm sommerdag stod der.
»Det var et fantastisk år, med en livsændring, der var tiltrængt,« siger han.
»Jeg var enormt forelsket i min kæreste, mens hun var gravid. Men det er et meget stort wakeupcall, da der pludselig var et barn – i vores tilfælde et kolikbarn, der skreg i et halvt år.«
Selvom parforholdet som en sportsvogn på et øjeblik accelererede fra forelskelse til småbørnsfamilie, er de i dag landet et godt sted – og da datteren Edie blev født sidste sommer, blev tre til fire.
»Jeg er i et på mange måder dejligt parforhold og har en familie, som jeg ikke vil miste. Men forældrerollen har også taget over. Vi sidder ikke længere romantisk og drikker vin og hører musik eller ryger smøger i sengen,« siger han og tilføjer med skræk i stemmen:
»Jeg kender mange par på min alder, der ikke engang sover sammen mere.«
Som manuskriptforfatter og instruktør bruger Christian Tafdrup ofte sig selv i sine film. Kortfilmen 'Kopisten' handlede om en ung mand med en filminstruktør i maven. I 'Debutanten' var omdrejningspunktet en ung skuespillers arbejde med sig selv, og da han for fem år siden brød gennem lydmuren med spillefilmen 'En frygtelig kvinde', var drejebogen skrevet over hans egne dagbogsoptegnelser fra tidligere forhold.
Nu er han aktuel med gyseren 'Speak No Evil', der handler om et ægtepar, der har mistet lidt af gnisten.
Flere gange er han blevet spurgt, hvorfor han 'endnu en gang har lavet en film om et dårligt forhold'.
»Men for mig er det ikke et dårligt forhold. Det er et meget ordinært forhold, som jeg tror, at rigtigt mange mennesker lever i.«
Ligesom hovedpersonen, Bjørn, drømmer instruktøren en gang imellem selv om ferie og frihed.
»Jeg er slave af nostalgien. Jeg længes meget tilbage, men det kan føles vanvittigt at bruge tid på at høre en gammel Morrissey-plade og drikke vin, når børnene vågner hele tiden, man selv er super træt og skal op igen klokken 7.«
Han griner. Højt. For det er dét, det handler om nu. At kunne grine og acceptere livets faser.
Nogle gange skal han minde sig selv om, at han ikke længere er 23 år, men 43 – og at skilsmissen ikke er løsningen.
»For kærlighed er også at kede sig, at blive sure, at skændes og længes mod noget andet, men man kan ikke altid genskabe det, der var.«