Sidste år blev de forældre for første gang, da deres lille søn kom til verden.
Nu er det dog slut mellem 'Den Lille Havfrue'-stjernen Halle Bailey og rapperen BBG.
Det oplyser sidstnævnte selv i en såkaldt story på sin Instagram-profil, som er blevet omtalt af blandt andet Billboard og People.
»Efter mange overvejelser og dybfølte samtaler har Halle og jeg besluttet at gå hver til sit,« indleder den 26-årige rapper med det borgerlige navn Darryl Dwayne Granberry Jr. sit opslag:

»Denne beslutning var ikke let, men vi mener, at det er den bedste vej frem for os begge. Jeg værdsætter den tid, vi har tilbragt sammen, og den kærlighed, vi har delt.«
Parret, som første gang blev sat i forbindelse med hinanden i januar 2022, kunne i slutningen af sidste år byde sønnen Halo velkommen til verden.
På trods af bruddet fastholder DDG i opslaget, at de fremover vil forblive »bedste venner«:
»På trods af ændringerne i vores forhold er vores kærlighed til hinanden stadig dyb og ægte. Vi er stadig bedste venner og holder af hinanden,« skriver han i opslaget:
»Mens vi fokuserer på vores individuelle rejser og vores roller som deleforældre, værdsætter vi det bånd, vi har opbygget, og de smukke øjeblikke, vi har delt.«
Den 24-årige Halle Bailey, som især er kendt for at spille rollen som Ariel i musicalfilmen 'The Little Mermaid', som fik premiere sidste år, har ikke selv kommenteret bruddet.
Det amerikanske medie People skriver, at man har rakt ud til repræsentanter for Halle Bailey og DDG for at få en kommentar, men indtil videre ikke har hørt noget.

