Mange danskere elsker at hade Fie Laursen - men nu er en gruppe unge mænd gået skridtet for langt.

Den populære blogger og youtuber fortæller således i en ny video, at hun fredag blev overfaldet af en gruppe mænd, der slog hende ned, mens hun var nede for at købe cigaretter.

I videoen siger hun, at det ikke er særlig slemt, men man kan tydeligt se, at hun har pådraget sig et stort blåt øje.

»Jeg skulle egentlig bare ned og have smøger, og så var der nogen, som har hørt et rygte om, at jeg er racist, og de ville overhovedet ikke lytte til mig lige meget hvor meget, jeg prøvede at forsvare mig selv,« fortæller Fie Laursen i videoen, hvor hun har svært ved at holde tårerne tilbage.

Den 21-årige blogger understreger, at hun har slået annoncer fra i videoen, og at hun kun har lagt den op, for at folk kan se ‘bagsiden af medaljen’ ved at være i hendes position.

»Jeg kan ikke engang sætte ord på det - jeg er bare i chok,« siger hun.

I en sms bekræfter Fie Laursen over for BT, at overfaldet er fundet sted. Hun anslår, at overfaldsmændene har været på hendes egen alder.

'Ham der slog så ikke så gammel ud, og hans venner var tydeligvis forbavsede over, at han tog skridtet og slog. De troede nok, han kun ville svine mig til,' skriver Fie Laursen.

Hun fortæller desuden, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen, da hun agter at politianmelde overfaldet. Hun forklarer dog, at hun har det meget svært med det, der er sket.

'Det gør mig rigtig ked af det, at folk skriver på nettet, at jeg fortjente flere slag eller griner af situationen, for det påvirker mig meget - og i dag kan jeg mærke, at jeg er bange og kigger mig over skulderen på gaden,' skriver hun.

Hun søger ikke medlidenhed, men blot forståelse. Hun er aldrig før blevet udsat for vold.

'Jeg ved, jeg kan skabe mig og være en bitch, men jeg har ikke fortjent at blive slået eller svinet til, som de gjorde - det har ingen,' skriver hun.

Du kan se hendes video om episoden herunder: