»Selvom vi er i 2019, er folk nogle kæmpe svin. Vi lever i en tid, hvor der er mere mobning end kærlighed.«

Fie Laursen oplever lige nu at blive bodyshamet, efter hun lagde et topløst billede af sig selv på Instagram, hvor hendes bryster kun er dækket af en smule hår.

»Det har været svært. Det startede, da jeg kom hjem fra Ex On The Beach, hvor jeg ikke har været på nettet i lang tid. Så fik jeg de her ubehagelige beskeder, hvor jeg fik at vide, at jeg så gravid ud,« siger Fie Laursen til B.T.

Hun valgte at tage de hårde domme fra sine følgere med oprejst pande og lavede en story på Instagram, hvor hun viste en negativ graviditetstest og fortalte, at hun bare godt kunne lide pizza.

Men efter hun delte det afklædte billede, begyndte det at blive for personligt for den 22-årige youtuber, blogger og reality-kendis.

»Jeg har altid ignoreret hate på de sociale medier, men lige der blev det for personligt. Graden af detaljer, især om mine bryster, som jeg har fået lavet, fordi jeg var usikker på dem, gjorde, at det kom for tæt på,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes jo, at jeg var pæn, og at det var et flot billede af mig, som var lavet til et photoshoot, så derfor kom det som et kæmpe chok, da folk gik til angreb på den måde.«

Og det stoppede ikke der.

Hun begyndte at få beskeder fra helt unge piger, der var kede af det, og som så Fie Laursen som smuk og et forbillede, og derfor var de begyndt at tvivle på deres egne kroppe, når nu folk skrev, at Fie var tyk og grim.

Fie Laursen blev hevet tilbage til folkeskoletiden, hvor hun i flashbacks huskede, hvordan hun blev mobbet for at være tyk og derfor stoppede med at spise.

»Det satte virkelig gang i tankerne. Det er så synd, og jeg føler mig ansvarlig for de unge piger, som synes, jeg er smuk. For hvis jeg så ikke er smuk, hvad synes de så om dem selv,« spørger Fie Laursen retorisk.

»Det gik op for mig, hvor meget sociale medier påvirker det kropsbillede, folk har. Især unge piger. Hvis de vil være tyndere end mig, er det jo på grænsen til en spiseforstyrrelse. Derfor føler jeg, at jeg bliver nødt til at forsvare dem, og derfor lavede jeg også et opslag mere.«

Du kan se Instagram-opslaget i slutningen af artiklen.

Her deler Fie Laursen et bikinibillede af sig selv, der starter med teksten: ‘Til alle jer der har travlt med at bruge min krop som skydeskive for jeres frustrationer…’

De to opslag har startet en lavine af positive kommentarer, hvor hendes følgere roser hende for at sætte fokus på bodyshaming og for at promovere et positivt kropsbillede.

»Det er virkelig fantastisk at se de kommentarer, for det er jeg ikke vant til. Der var endda en, der trak sine ord tilbage, fordi hun havde fået det dårligt med det, hun havde skrevet,« siger den unge kendis og griner i telefonen.

For Fie Laursen er det vigtigt, at der bliver talt om bodyshaming, og jo flere der taler om det, jo bedre.

»Det er alle de mennesker, der følger mig, det er deres skyld, at der kommer en ordentligt dialog omkring det her. Uden de billeder vil der ikke blive sat fokus på det her kæmpe problem,« siger hun.

Efter hun har delt billedet, hvor hun langer ud efter bodyshaming, har hun ‘kun’ modtaget nedladende og hadefulde kommentarer som privatbeskeder.

Fie Laursen kan ses i realityprogrammet Ex On The Beach.