*****

(Fem stjerner)

Billeder, eller det skete ikke.

Sådan lyder en af de mange fraser, der er opstået i kølvandet på de sociale medier. Vi tror ikke på det, hvis du ikke har fotos, der beviser det.

Stand-up komikeren Thomas Warberg er god til billeder, sprogligt, i form af metaforer, såvel som fysisk.

Der er mange, virkelig mange jokes i det nye højoktan-show 'Warberg Comedy Tour '16' - måden, han kropsliggør dem, er uovertruffen i dansk stand-up.

Der er masser af fysisk comedy på de danske scener. Faktisk er der vel ikke andet. Selv fraværet af fysisk spil i f.eks. Frank Hvams og Sebastian Dorsets deadpan komik er på sin måde fysisk komik.

Få gør det med samme skødesløse, musiske elegance som Warberg.

I sit nye show følger han op på det lovende show 'Comedy Tour 2014'.

Denne gang er der et samlet tema: måden vi behandler hinanden på. Fordomsfuldhed. Nogle steder lovligt banalt, andre steder helt poetisk. Som i en bit om trafikkultur. Selv om jeg personligt hellere vil have en fuckfinger end gå til The Cure-koncert (som Warberg taler om) tvister han det, så det bliver en lille film i sig selv.

Thomas Warberg kan noget særligt med et publikum. Ikke at hans virkemidler er unikke for en stand-up komiker, tværtimod, det er måden han bruger dem. Som f.eks.mod slutningen, hvor det handler om Leifs modstand mod flygtende syrere på motorvejen.

Alle sønderjyske mænd i Warbergs fars generation hedder Leif. Passagen, hvor Warberg billedliggør modstanden i form af en trampolin i en have er noget af det sjoveste, jeg har set på en dansk stand-up scene.

Der var passager her til aften, hvor jeg ikke bare følte mig som tilhører i en sal, men simpelthen bare følte mig i godt, nært selskab med en sjov mand. Det at kunne ophæve barrieren er også en kunst.

Det skyldes bl.a. Warbergs smarte valg; at afmontere sig selv lige fra begyndelsen med en afdeling om, hvor hårdt og dumt det er at løbemotionere. Selvom han selv gør det for at holde den slanke linje, og fordi han er på en form for evig flugt fra dengang, han blev mobbet på grund af sin vægt.

Strækmærker, appelsinhud, sex i brusekabinen - selvironien er motor i Warbergs komik, lige meget om han taler om sit besøg hos en ejendomsmægler eller, det handler om hans hjemegn, Sønderjylland, racismens højborg. Dette at skabe gensidighed mellem manden ved mikrofonen og os i salen baseret på vores allesammens uformåenhed i forhold til det såkaldt 'perfekte liv' på alle planer.

Dét forstår og rendyrker Warberg.

Der kan godt være noget vækkelsesprædikant, coach eller sælger - det er lidt tre alen ud af samme stykke - i Thomas Warbergs kropssprog, i hans spil, der konstant balancerer på grænsen til lettere skabagtigt overspil. Han har som sikkert mange bekendt da også en smule skuespillerbaggrund.

Som han leverede sine 70 minutters komik denne aften er hans fysiske spil kun med til at understøtte humoren. Indimellem er det ikke bare sjovt, men virkelig sjovt, som når han spiller ejendomsmægler med lang page.

Thomas Warberg har et budskab med. Men Comedy Tour 2016 skal først og fremmest ses for komikkens skyld. Den er der meget af.

BT anmeldte showet onsdag aften i Musikhuset i Slagelse.