Det er slut med at se den kendte tv-vært Felix Smith på TV 2.

I første omgang skifter han nemlig jobbet ud som Go'aften Danmark-vært til en rolle som quizvært hos Discovery Networks Danmark.

'Jeg har været hos TV 2 i snart otte år, og tiden var inde til at prøve noget nyt. Mit hjerte brænder for den gode underholdning, og Kanal 5 har med flere af deres programmer vist, at de har ambitionerne og lysten til virkelig at rykke nogle grænser på netop dette område,' siger Felix Smith.

Til efteråret kan man se ham på skærmen som vært på quizformatet The Wall.

Programmet går ifølge en pressemeddelelse ud på, at deltagerne i programmet skal ud i en række øvelser, der tester deres vilje til at gamble, deres paratviden og godt gammeldags held.

’The Wall’ giver helt almindelige mennesker muligheden for at vinde mere end en million kroner.

'For mig er det vigtigt ikke at stå stille, men at turde kaste sig ud det, når den rigtige mulighed byder sig. Og her har Kanal 5 kunnet tilbyde mig nogle nye og spændende opgaver, som jeg ikke har kunnet sige nej til, og som jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med,' siger Smith om sin nye rolle.

Administrerende direktør hos Discovery Networks Danmark, Christian Kemp, er begejstret for signingen af 42-årige Felix Smith.

'Felix Smith er en fantastisk dygtig vært, der har en helt unik evne til både at skabe god energi omkring sig og samtidig opbygge et intimt og naturligt rum, mens kameraerne ruller. Det har vi set i programmer som ’Danmark har talent’, ’Felix flytter ind’ og senest som vært i ’GO Aften Danmark’,« siger han og fortsætter:

'Den evne til både at være imødekommende, empatisk og oprigtig begejstret er det perfekte match som vært på ’The Wall’, hvor det netop handler om at gøre deltagerne trygge, så de kan yde deres allerbedste'.

Det er dog ifølge Christian Kemp langt fra den eneste opgave, som Felix Smith får hos Discovery Networks Danmark.

Han løfter ikke sløret for, hvilke andre roller man kan se Felix Smith i.

Hovedpersonen har selv lavet opdatering på Instagram, hvor han skriver:

'Efter 8 fantastiske år hos @tv2danmark har jeg sagt mit gode job op på @gotv2dk og vender mig mod nye opgaver og spændende projekter på @kanal5dk
Jeg har fået et tilbud jeg ikke kan sige nej til og dem kommer der ikke mange af.. God weekend alle sammen.'

Felix Smith har spenderet sin karriere hos Danmarks Radio og TV 2.

Her har han udover værtsskabet hos Go'morgen Danmark blandt andet ageret vært på programmer som Talent, Dansk Melodi Grand Prix, Voice og Klipfiskerne.

Den populære tv-vært stopper hos TV 2 i udgangen af juni.

Henriette Ladegaard, der er redaktør for GO-redaktionerne, fortæller om Smiths skifte

'Det er rigtigt, at Felix Smith stopper på ’Go’ aften Danmark’ med udgangen af juni, og vi ønsker ham naturligvis alt det bedste,' siger hun og fortsætter:

'Vi har heldigvis et hold af stærke og dygtige værter, der er tilknyttet vores GO’-redaktion og som træder ind, hvis det bliver nødvendigt. Og så bruger vi den kommende tid på at finde en ny vært til vores populære magasinprogram'.