At lidt ekstra kilo går ud over forholdet, er en præmis for DR-programmet 'Fede forhold'.

For det deltagende ægtepar Lasse Vindahl og Simone Vindahl var dette også et faktum. Deres manglende energi fik dem til at skændes konstant, og i tirsdagens program fortæller Simone ligeud til sin mand, at hun ikke tænder på ham længere.

Over for B.T. understreger hun dog, at det ikke kun var Lasses lidt fyldigere udseende, der gjorde, at hun mistede lysten.

»Alting bliver bare mere besværligt, når man kommer op i den størrelse, som vi nåede op på. Lasse var ofte sur og irritabel, og der var ikke så meget mand tilbage i ham, når han ynkede så meget. Så det endte med, at det mere føltes som et behov, han skulle have dækket end en reel lyst, han havde til mig,« forklarer Simone Vindahl.

Lasse og Simone Vindahl fra Kåstrup.
Lasse og Simone Vindahl fra Kåstrup. Foto: Morten Sønniksen
Vis mere

»Samtidig havde jeg ikke selv noget behov, fordi jeg havde det dårligt med mig selv og ikke følte mig sexet og kvindelig. Jeg kunne ikke finde mig til rette i vores sexliv, og jeg følte ikke, at jeg var én, Lasse skulle tænde på.«

For Lasse Vindahl var det dog stadig en svær besked at få, at hans elskede kone ikke havde lyst til sex med ham.

»Det var rigtigt hårdt at høre, jeg bliver jo ked af det, for det var et kæmpe slag på selvtilliden. Samtidig synes jeg, man skylder sin partner at fortælle sådan nogle ting. Men der var lige pludselig nogle brikker, der faldt på plads, fordi jeg havde længe kunnet mærke, at der var noget galt,« fortæller han til B.T.

Samtidig viste programmets test, at Simone blev mere beroliget af lugten af pizza end af lugten til Lasse.

»Det gjorde mig ked af det, fordi det er ikke rart at vide. Men på daværende tidspunkt fyldte Lasses dårlige humør meget for mig, så jeg havde svært ved at finde ro i hans selskab, fordi han pludselig kunne blive sur og irriteret. Så var det måske nemmere at finde ro i pizza,« siger Simone og kommer til at grine.

Lasse er dog lidt mere loren ved pizzatesten, så han tager ikke dens resultater så tungt.

Flyttede fra hinanden efter utroskab

I afsnittets parterapisession kommer det også frem, at et af parrets store problemer er, at Lasse er meget jaloux, hvilket særligt kom efter, han var Simone utro kort efter fødslen af deres første barn, sønnen Milan, for omtrent ti år siden.

»Jeg blev selvfølgelig ufatteligt såret, som jeg tror alle ville. Det kom frem, da jeg fandt nogle beskeder i hans telefon. Det har også kostet et par år, hvor Lasse og jeg boede hver for sig,« indrømmer Simone.

»Hun havde selvfølgelig svært ved at acceptere det, så hun havde brug for en pause og at finde ud af, hvad hun ville,« tilføjer Lasse.

Heldigvis fandt parret hinanden igen og blev enige om, at utroskab aldrig skulle splitte dem og deres familie ad igen.

»Vi var to forskellige steder i vores liv dengang, Lasse var ung og smart, og jeg var mor med stort M. Men vi har tilgivet hinanden og snakket om tingene,« understreger Simone.

Jalousien varede dog ved. Men fra Lasses side. For som han selv siger: Tyv tror, hvermand stjæler.

Lasse og Simone tager den svære samtale i 'Fede forhold' om, at Simone ikke længere tænder på sin mand.
Lasse og Simone tager den svære samtale i 'Fede forhold' om, at Simone ikke længere tænder på sin mand. Foto: Morten Sønniksen / DR
Vis mere

»Min jalousi har været frygtelig og fyldt utrolig meget. Det har været et mareridt slet ikke at have kontrol over det. For jeg har ikke rigtigt haft noget at have det i, og jeg har altid stolet på Simone,« slår Lasse fast.

»Det skyldes jo min dårlige selvtillid, når jeg godt har kunnet se mig selv i spejlet og mærket, at jeg har været irriteret, og at vores kemi ikke har været der 100 procent, fordi jeg gik rundt og var lidt gnaven hele tiden. Hvis man ikke rigtigt er glad for sig selv, så er det svært at forestille sig, at andre kan være det.«

Parret er dog bundet af deres kontrakt hos DR fra at afsløre, hvordan det er gået dem siden optagelserne.

Men de kan fortælle, at der er blevet gjort god brug af særligt ét råd, som Lasse fik hos parterapeuten Frej Prahl i tirsdagens afsnit.

Lasse og Simone i sengen sammen.
Lasse og Simone i sengen sammen. Foto: Morten Sønniksen / DR
Vis mere

Nemlig at det ikke nytter noget at anklage Simone for utroskab for at være på forkant og beskytte sig selv, fordi det alligevel ikke ville gøre nogen forskel, i forhold til hvis hun så rent faktisk havde været utro.

»Det har givet en anden ro, at det blev taget op. Det er, som om det skjold, han gik med, er blevet lagt ned, så vi kan komme tættere på hinanden uden al den frygt. Mistilliden imellem os er der overhovedet ikke længere,« jubler Simone.

Hvordan det er gået med sexlivet, holder parret ligeledes for sig selv – selvom næste uges program afslører, at Simone »får lyst til at være nærværende« med Lasse, tilmed »får lyst til det hele sammen med ham«, og programmets intro afslører, at parret når til et punkt, hvor Lasse »har fået sex tre dage i træk«.

»Den er god nok, men det må man vente med at se,« slutter Simone med et grin overfor B.T.