I sidste uge meddelte kendisparret Lars og Farnaz Elbæk, at parret efter 13 års samliv var blevet skilt i efteråret.
Nu fortæller Farnaz Elbæk om en hård skilsmisseproces, og hvordan hun langsomt er ved at lande i sit nye liv.
Lars Elbæk har selv forklaret, at årsagen var, at der gik for meget arbejde i den. Er du enig i det?
»Det er jeg også enig i, men det er ikke nok til at tage en beslutning om ikke at være sammen,« siger Farnaz Elbæk noget kryptisk.
Hun ønsker ikke at uddybe, hvad der ifølge hende lå til grund for skilsmissen udover arbejdspres men fortæller dog, at skilsmissen var hendes beslutning.
Selvom parret faktisk blev skilt i efteråret 2025 kom nyheden om bruddet først ud i sidste uge, da begge parter bekræftede skilsmissen til Se og Hør.

Farnaz Elbæk fortæller, at det har været en hård proces at blive skilt, og derfor havde de ikke behov for at involvere offentligheden.
Hun understreger også, at det ikke har været »hverken nemt eller kønt«.
»Vi har ikke haft behov for at gå ud og skilte med det.«
»Det er en stor og hård beslutning, og der er mange følelser forbundet med det, så det har ikke været en hverken nem eller køn proces, men det er hvad det er, og nu er vi et sted, hvor vi starter et nyt kapitel op sammen og skal re-skrive historien,« siger Farnaz Elbæk.
Hvorfor har det ikke været en køn proces?
»Når man ikke er enige om at blive skilt,« siger Farnaz Elbæk kortfattet.
Hun fortæller også, at selvom det har været en hård proces, så går det bedre.
»Jeg har det okay. Det er aldrig sjovt at blive skilt,« siger hun til B.T.

»Der har været kæmpestor kærlighed mellem os, og vi har bygget så meget op sammen, vi har haft en sammenbragt familie, som vi har fået til at føles som en rigtig familie, og vi har skabt en virksomhed,« tilføjer Farnaz Elbæk.
Mens Lars Elbæk bliver boende i villaen i Klampenborg, som parret boede i sammen, så kommer Farnaz Elbæk ikke til at gå ned på gode boligforhold.
Hun har nemlig købt et hus på Strandvejen, der ifølge Se og Hør har kostet 20,6 millioner kroner.
»Jeg har lige overtaget det, og det er en superdejlig strandvejsvilla, som har den mest fantastiske beliggenhed, og det har alle de elementer, jeg synes, et hjem skal have. Der er hjerterum og plads til hygge og samvær,« siger hun.

»Vand betyder også rigtigt meget for mig, det har været prioritet nummer et, og så skulle der ikke være for store omvæltninger i forhold til min søn, hans skole og venner,« tilføjer Farnaz Elbæk.
Hun fortæller, at de trods skilsmissen fortsætter med at bevare forholdet til børnene og børnene imellem.
»Jeg ser Lars' piger, og det gør jeg en stor dyd ud af. Kærlighed ophører ikke bare, fordi man er skilt, og slet ikke til børnene.«
»Det er den største kærlighed, at de vil se mig, og at vi fortsat har så god en relation, så det har jeg i sinde at dyrke, så længe de har lyst, hvilket forhåbentlig er for evigt,« fortæller Farnaz Elbæk.

For de fleste fraskilte par, ville det måske ikke være drømmen at arbejde sammen, men ikke desto mindre er det, hvad Lars og Farnaz Elbæk har tænkt sig at gøre.
»Elbæks liebhavermægler er 'vores fælles barn', så når man har startet noget op fra bunden sammen, og ens DNA er på det hele, er det svært at give slip. Vi har altid arbejdet rigtig godt sammen og komplimenterer hinanden godt, så vi er et superstærkt makkerpar.«
»Det vil være et dobbelt stort tab, hvis det også skulle gå tabt. Tiden må vise, hvor dygtige vi er til det, men so far gør vi vores ypperste, og det er ikke svært, når man elsker sit arbejde,« siger Farnaz Elbæk.
Lars Elbæk har også tidligere i et interview til B.T. fortalt, at der ikke var nogen tvivl om, at de to ville fortsætte samarbejdet.

»Vi er voksne mennesker, og der er ingen, der kan erstatte hendes plads. Hun skulle fortsat være ansat her,« sagde kendismægleren.
Udover liebhaverforretningen har danskerne også gennem flere år set Lars og Farnaz Elbæk sammen på skærmen i programmer som 'Elbæks – mæglere for millioner' og ikke mindst TV 2-programmet 'Vandkant til salg'.
De vil begge være at se i den kommende sæson af sidstnævnte program, der har premiere på TV 2 til april, men hvad der skal ske på tv-fronten derfra, ved Farnaz Elbæk ikke.
Men hun afviser ikke mere tv.
»Når jeg siger ja, skal der være mening med galskaben, jeg skal ikke bare være på tv for at være på tv. Så jeg kan ikke udelukke det, men ligesom så meget andet, så vælger jeg med stor omhu,« siger hun og tilføjer:
»Jeg er lige blevet spurgt om noget, jeg har sagt nej tak til. Det skal give mening, før jeg siger ja.«

