»Tillykke med friheden.« »Endelig!« »Vi vidste, det ville lykkes.«

Sådan lyder blot nogle få af de utallige kommentarer, som er strømmet ind på Britney Spears' sociale medier, efter det torsdag aften dansk tid kom frem, at hendes far trækker sig som værge.

Men, men, men …

Popstjernens millioner af fans skal lige huske at trække vejret en ekstra gang, for meldingen ændrer ikke det store.

I 2007 klippede Britney Spears alt sit hår af til stor overraskelse for mange.
I 2007 klippede Britney Spears alt sit hår af til stor overraskelse for mange. Unknown

I hvert fald ikke lige foreløbig.

Selvom Jamie Spears har besluttet sig for at følge sin datters ønske om at fjerne sit greb over hendes økonomi, så sker det nemlig ikke med det samme. Det skriver Bloomberg.

For ifølge retsdokumenterne i sagen vil han først trække sig, når 'tiden er rigtig'. Og det er angiveligt først, når retten har fundet en passende overtager af værgerollen.

»Mr. Spears vil fortsætte trofast i formynderskabet, og han bør ikke fjernes på baggrund af falske anklager,« lyder det i dokumenterne, som fortsætter:

»Han er dog villig til at træde tilbage, når tiden er rigtig, men overgangen skal foregå ordentligt og inkludere en løsning på de allerede igangværende anliggender mellem parterne.«

I retsdokumenterne står der ikke en dato for, hvornår Jamie Spears agter at trække sig, og derfor må Britney Spears og hendes fans altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

Sangerinden har allerede kæmpet i årevis for af afslutte farens kontrol over hende og hendes formue på 60 millioner dollar.

En kontrol, han fik, da hun for 13 år siden brød mentalt sammen.

Jamie Spears fotograferet i 2008.
Jamie Spears fotograferet i 2008. VALERIE MACON

Tidligere har Britney Spears sagt, at hun ikke ønsker at afslutte sit værgemål generelt. I stedet for sin far har sangerinden et ønske om, at en revisor tager over.

Sangerinden har – på nær fra en tegning – ikke reageret offentligt, siden meldingen om hendes faders tilbagetrækning kom ud.

Hendes advokat, Matthew Rosengart, sagde dog følgende torsdag aften:

»Vi er glade for, at hr. Spears og hans advokat har givet efter for anmodningen om, at han skal fjernes.«.