»Der er en ting, som I alle skal forstå. Og det er, at en dronning aldrig kommer for sent.«

Sådan sagde Madonna under en koncert i Las Vegas lørdag – og ordene blev mødt med klapsavler fra hendes publikum.

Alligevel har den legendariske sangerinde rykket sin koncert i Miami 17. december fra 20.30 til 22.30 amerikansk tid. Det skriver CNN.

Og det er ikke faldet i god jord hos fan Nate Hollander, der har sagsøgt Madonna ved retten i Miami i Florida i USA, fordi han nu ikke ønsker at deltage i koncerten, da den starter senere, end det var planlagt, da han købte billetterne.

Hollander sagsøger ligeledes Live Nation, der arrangerer koncerten. Han mener, at det er et brud på kontrakten mellem Madonna og billetkøberen at ændre tidspunkt for koncerten.

Hollander brugte lige omkring 6.700 kroner, da han købte sine tre billetter, men selvom han synes, koncerten nu bliver for sen, så er det endnu ikke en mulighed at få billetterne refunderet.

Derudover mener han, at det er blevet umuligt at sælge billetten videre, fordi den har mistet størstedelen af sin værdi, da starten på koncerten nu først er 10.30 lokal tid.

Koncerten er en del af Madonnas tour, der går under navnet 'Madame X Tour', som tager udgangspunkt i hendes seneste album, 'Madame X'.

'Madame X Tour' startede i september, og hun giver koncerter helt frem til marts.

Ifølge CNN er det ikke den eneste koncert i USA, hvor Madonna har rykket starten på koncerten til et senere tidspunkt end først planlagt.

CNN har forsøgt at få en kommentar fra Live Nation samt repræsentanter fra Madonna, men ingen af parterne har ønsket at kommentere sagen.

Madonna er i dag 61 år gammel og har efterhånden et utal af sange og filmroller på cv'et.