Hans øjne slår smut bag brilleglassene. Vi sidder på bluesrock-baren Drop Inn i det indre København. Det er næsten på dagen 30 år siden, Michael Falch og Malurt holdt reception for deres debutalbum 'Kold Krig' i netop disse lokaler.
- Det er sgu’ da flippet at sidde hér igen! Alene at det hér sted har overlevet – det er der ikke mange steder i København, der har på de 30 år…Jeg kan huske dagen (15. september 1980, red.) lige så tydeligt. Jeg tror såmænd ikke, den plade oprindelig solgte mere end 1000 eksemplarer, men at man som 23-årig ung mand – ankommet fra Tønder – stod hér i København og havde en plade ude, som lå derude i butikkerne sammen med idoler som Rory Gallagher, Beatles og Alrune Rod.
Det var edderma’me så stort!, fastslår Falch'en.
Livsglad - endelig
Når man møder en veloplagt, åbenlyst livsglad og entusiastisk 53-årig Falch i 2010, er det svært at tro, at en plaget Michael for ti år siden havde bestemt sig for at trække sig fra musikscenen. 30 års jubilæum skulle der ikke blive noget af. Troede han.
- I 90’erne hang jeg bare på med det yderste af neglene. Jeg syntes ikke, jeg kunne stå distancen med mine sange, og samtidig havde jeg et stadig mere problematisk ægteskab, og det brugte jeg så som undskyldning for at dulme mig kemisk på den ene og den anden måde, husker Michael Falch og fortsætter:
- Jeg var simpelthen så træt, og jeg endte med at beslutte mig for at smide håndklædet i ringen. Jeg skulle aldrig op på en scene igen. Jeg troede ikke, jeg nogensinde kunne gå derop igen uden sprut og lort.
Han kom derop igen. Men det var en skrøbelig Michael Falch, som forsigtigt forsøgte at komme ud af mørket og ind i (rampe)lyset igen. Dér i begyndelsen af det nye årtusinde, hvor Michael begynde at leve et konsekvent ædru liv, hans 30 år lange forhold med ungdomskæresten Linda gik i opløsning, inden han tog et langt tilløb til comebacket i 2006 med albummet 'Falder du nu'.
Hængerøv og majspibe
Således er det først i de senere år, Michael Falch er begyndt at opfatte sig selv som »en, der tager ud og spiller sine sange«, som han udtrykker det. Tidligere gik han næsten hver gang ud fra, at det seneste album nok blev det sidste. At den seneste turné nok blev den sidste.
I dag har Michael fundet end ny kærlighed i Anita fra Nyborg, og ikke mindst takket være samarbejdet med bandet Boat Man Love er hans musikalske karriere sundere, end den har været siden starten med Malurt.
- Jeg har altid brændt for det, jeg har lavet, men nu brænder jeg, som jeg gjorde i de tidlige år. Jeg føler, jeg har noget nødvendigt at byde på, som jeg gjorde dengang i Malurt, for da vi kom frem, var der sgu ellers for meget hængerøv og majspibe i rocken, griner Michael.
Står ved mig selv
- Men jeg var en overgang i tvivl om, at jeg havde noget at byde på, og det var et helvede. Så går man alligevel ind på scenen, som er det værste sted, man kan gå hen i den situation, men det er jo dét, man gør og dét, man lever af…
Michael tager en dyb indånding:
- Men fandeme nej; den dag, jeg siger, musikken er mit levebrød, så er jeg færdig. Det er vejen mod kunstnerisk afgrund, jukeboks, suppe, steg og is.
Bevares, det er da fedt, at man får penge for det, men jeg behøver ikke leve af musik, føler jeg i dag. Til gengæld føler jeg, at jeg har lavet ting, der har gyldighed, og at jeg kan stå ved mig selv.
Det er en velsignelse, at jeg er kommet til den erkendelse så mange år senere. Det er så dejligt, Steffen! Det bedste, jeg har haft det, siden Malurt!«
Albummet 'Hele Vejen 1980 – 2010' udkommer d. 15. september.
