Selvom man befinder sig i den ulykkelige situation, at man skal tilbringe julen bag tremmer, så kan man alligevel sagtens gøre andres tilværelse lidt bedre.

Det må være mantraet, som den 22-årige rapper Kodak Black forsøger at efterleve i disse dage.

Ifølge det amerikanske medie TMZ har rapperen, med det borgerlige navn Bill K. Kapri, valgt at donere penge og ting for knap 55.000 danske kroner til velgørenhed.

Kodak Black sidder i fængsel, efter at han tidligere på året løj i en ansøgningsblanket, da han forsøgte at købe en række skydevåben.

Da rapperen i forvejen havde gjort sig skyldig i et hav af forbrydelser, blandt andet seksuelle overgreb samt ulovlig besiddelse af hash og våben, måtte han ikke eje våben. At han alligevel forsøgte at købe våben, er en forbrydelse, der kostede ham tre år og 10 måneders fængsel tilbage i november.

»Jeg har taget nogle valg, som jeg ikke er stolt af, men jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger,« sagde Kodak Black under retssagen, hvor han blev idømt den lange fængselsstraf. Og nu forsøger rapperen tilsyneladende at rette op på karmabalancen med en række donationer.

Pengene skulle, ifølge rapperens advokat, være blevet delt ud mellem velgørenhedsorganisationer, religiøse institutioner samt en række økonomisk trængte familier.

Blandt de heldige modtagere af rapperens donationer er eksempelvis daginstitutionen Paradise Day Care Center nær Fort Lauderdale i Florida, USA.

Kodak Black er blandt andet kendt for numre som 'Zeze', 'Tunnel Vision' og 'Pimpin Ain't Easy'.
Kodak Black er blandt andet kendt for numre som 'Zeze', 'Tunnel Vision' og 'Pimpin Ain't Easy'. TOMMASO BODDI

Institutionen kan se frem til en række gaver, som, ifølge mediet, vil blive fordelt mellem 70 familier. Blandt gaverne er cykler, dukker og andre ting primært til børn i aldersgruppen to til syv år.

Derudover har Kodak Black valgt at donere både penge og gaver til en familie med et blindt barn, som rapperen har fået kendskab til gennem organisationen Lighthouse For the Blind.

Familien får både stemmeaktiverede spil, iPads, sengetøj, madrasser samt specielle gaver med punktskrift beregnet til blinde mennesker.

Også de religiøse kan se frem til en donation fra rapperen. Kodak Black skulle nemlig have doneret 1.000 dollar svarende til i underkanten af 7.000 danske kroner til opbygningen af en ny jødisk synagoge i Fort Lauderdale.