Det skulle have været en hyggelig tur til en madmesse, men det endte i en ambulance med udrykning.
Komikeren Anne Bakland var tirsdag, sammen med kæresten, taget til Foodexpo i Herning.
Og her tog de sig så en bid kaviar.
Det skriver TV Midtvest.
Kaviaren begyndte at klø i munden på både komikeren og kæresten.
Og Anne Bakland fik det værre og værre.
»Jeg går lidt i panik, for min mund trak sig sammen, og det blev sværere at trække vejret,« siger hun til mediet.
Hun havde tidligere spist kaviar uden reaktion, så hun var noget overrasket.
Bakland blev kørt med udrykning til Regionshospitalet Gødstrup, hvor hun blev undersøgt nærmere.
Der afventes endelig besked på en allergitest, men beskeden fra lægerne var, at det sandsynligvis er en reaktion på den måde, som denne kaviar var konserveret på.
Anne Bakland har det i dag fint.
