Komponisten Bent Fabricius-Bjerre har sat sin eksklusive villa på landets dyreste vej, Hambros Alle i Hellerup, til salg.

Pragtvillaen udbydes af ejendomsmægleren Home Charlottenlund/Klampenborg til en pris på svimlende 38 millioner kroner. Det er næsten dobbelt så meget, som de 19,2 millioner huset blev købt for i 2005. Og næsten en 10-dobling af prisen, som en køber gav i 1995.

En heftig prisudvikling, der tilskrives, at vejen er blevet et trækplaster for de rige og berømte, der sikkert også har givet de statelige gamle villaer en pebret renovering.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Villaen fra 1923 ligger som nummer fem i rækken ud mod Øresund. De 389 kvadratmeter luksus ligger på 2.175 kvadratmeter grund, så der er rigeligt med plads til en kæmpe børneflok. Det er også netop derfor, at den 87-årige ’Alley Cat’ har valgt at sætte huset til salg, fortæller han til B.T.

- Vi har ikke flere hjemmeboende børn, vi er endelig blevet alene, så nu skal vi flytte til et mindre hus, siger han.

Det nye hjem ligger i samme kvarter, men Fabricius-Bjerre vil ikke afsløre, hvilket hus han og fruen Camilla Arndt fremover vil kalde deres hjem.

Pejsestue og franske fløjdøre

For de 38 millioner får man ’et dejligt hus’, som den nuværende ejer beskedent formulerer det. Konkret bydes man velkommen til det dejlige hus af et elegant indkomstparti med dobbelt indkørsel og swimmingpool i den smukke have bag huset. Man kan slænge sig i enten pejsestuen eller opholdsstuen med franske fløjdøre mod haven.

Fra middagen i spisestuen kan man gå ud og nyde kaffen i den klassiske vinterhave, mens ungerne fordeler sig på de to separate værelsesafdelinger i to plan med egen indgang og bad. Når aftenen går på hæld kan herskaberne fortrække til master-soveværelset på første sal, hvor der også er påklædningsværelse og badeværelse udført i gråt marmor.

På førstesalen er der også to børneværelser og badeværelse med brus. Jo, og så er der en kælder med plads til slyngelstue, hvis man er til sådan noget. Bent Fabric, som er Fabricius-Bjerres kunstnernavn, er pianist og en af Danmarks største komponister. Mest kendt er han nok for titelmelodierne til tv-serierne ’Matador’ og ’Olsen-Banden’ samt det Grammy-vindende hit ’Alley Cat’ fra 1964.

Se Bent Fabricius-Bjerres hjem HER