B.T. var med da H&M i dag afslørede frugterne af samarbejdet med modehuset Lanvin.

Det er blevet en tradition, der imødeses af modebevidste mænd og kvinder, med samme iver som juleaften og udbetalingen af børnepenge - den svenske tekstilgigant H&Ms årlige samarbejde med et af tidens hotteste modehuse. 

Tidligere har H&M disket op med tekstiler fra designere som Karl Lagerfeld, Stella McCartney, og Viktor & Rolf. I år bejler svenskerne til forbrugernes gunst ved at tilbyde designerkluns fra et af verdens ældste modehuse - Lanvin.

Den franske designer Jeanne-Marie Lanvin (1867-1946), stiftede det parisiske modehus, og gjorde stort indtryk med sine feminine designs i 1920- og 30erne. Fastforward til 2001, hvor modehuset sagde shalom til den trinde israelske designer Alber Elbaz.

En brumbasse af en designer med et uovertruffent blik for det bløde, blide, og feminine.

SE NOGET AF KOLLEKTIONEN HER!


Elbaz, der tidligere havde prøvet kræfter hos Krizia, Yves Saint Laurent, og Gucci, skulle puste nyt liv i Lanvins støvede image. En mission Monsieur Elbaz har klaret med glans.

- Elbaz, er alle kvinders yndling, har modejournalisten Suzy Menkes tidligere udtalt. Og modemuser, som Nicole Kidman, Sofia Coppola, og Kate Moss tilsluttede sig hurtigt roserne.

Lanvins samarbejde med H&M gør nu, at det ikke kun er hovedrige hotelarvinger eller topmodeller, der kan klæde sig i Elbaz(zens) guddommelige gevandter.

- Lanvin og H&M deler den samme filosofi om at bringe glæde og skønhed ud til folk over hele verden, siger Elbaz om kollektionen. Døm selv ved at se et udpluk af Lanvins og H&Ms styles i billedserien.

OG FØLG MED SENERE I DAG PÅ BT.DK, HVOR MODEGURUEN UFFE BUCHARD GUIDER DIG IGENNEM LANVIN/H&M GEVANDTERNE. HVAD SKAL DU INVESTERE I, NÅR TØJET RAMMER BUTIKKERNE 23 NOVEMBER?